Homoseksuelle kan naturligvis ikke være tjent med
følgende velkendte udtalelse om deres homoseksualitet ”Den homoseksuelle har
ikke selv valgt sin seksualitet”. Thi den er en form for undskyldning for deres
seksualitet, og gør homoseksualitet til noget, den homoseksuelle er offer for
eller ramt af, måske endog en fejl, han ikke kan ”gøre for”. I det følgende vil
det fremgå, hvorfor denne opfattelse også er til skade for samfundet i øvrigt.
Primære overvejelser.
Vi kan forestille os en person, Oscar, der er
homoseksuel. I stedet for at tilegne sig den lige nævnte ynkelige indstilling
som sin selvopfattelse kan Oscar simpelthen kommentere den således:
”Jeg har selv valgt min homoseksualitet. Den er
faktisk udtryk for min dybeste vilje.”
Han kan endog insistere og sige:
”Min homoseksualitet Det er mit valg, mit tidsløse
valg.”
Mærkværdigt og paradoksalt er det derfor, når en ung
homoseksuel mand - i stærk modsætning til eksemplets Oscar - ytrer ønske om at
komme af med sin homoseksualitet, at ”helbredes” for den. Han kan ganske vist
have fået forklaret, at ”homoseksualitet er forkert”, og han kan have erfaret,
at ”homoseksualitet er problematisk” på grund af medborgerens instilling. Men
det er at lade sig overtale til at opgive personlige forhold af upersonlige
grunde, nemlig andres uvidenhed.
Eksemplets homoseksuelle person Oscar kan tværtimod
indse, at hans homoseksuelle indstilling viser ham, at ikke blot har han sin
frihed til at have denne indstilling, men han har også en generel frihed til at
tænke og skabe. Han kan opleve, at hans homoseksuelle indstilling understreger
denne frihed, at den hjælper ham til at føre hans generelle frihed ud i livet,
når det gælder mange andre beslutninger.
Hermed er naturligvis ikke sagt, at homoseksuelle a priori er noget særligt, men at de i
kraft af deres homoseksualitet har fået en chance foræret, hvis de er
konsekvente. Derfor er det paradoksalt, at nogle homoseksuelle er så konforme,
som de er, og ikke tager noget vigtigt op i deres liv.
Sekundære overvejelser.
Hvis en heteroseksuel siger til en homoseksuel ”Jeg
kan godt tolerere, at du er homoseksuel” og den homoseksuelle person så siger
”Jeg kan så sandelig også godt tolerere, at du er heteroseksuel”, så vil den
heteroseksuelle måske lade sin sande indstilling falde igennem og sige
”Hvadbehager? Der er slet ikke noget at tolerere her”.
Tilsvarende forholder det sig, hvis man stiller dem,
der har fremført det diskuterede udsagn ”Den homoseksuelle har ikke selv valgt
sin seksualitet”, spørgsmålet ”Så har den heteroseksuelle måske heller ikke
selv valgt sin seksualitet?”. Thi i så fald kan man erfaringsmæssigt forvente
svaret, at heteroseksualiteten er det naturlige, og at den er nødvendig for
menneskehedens fortsatte beståen”.
Hertil kan det siges, at der bliver født
tilstrækkelig mange til at menneskeheden kan bestå, selv om der er 5, 10 eller
20% af befolkningen, der er homoseksuelle. Hvis dette endeligt skulle være et
problem, vil der sikkert være nogle homoseksuelle, der ville forbarme sig.
Dette kan understøttes af, at der er rent faktisk mange homoseksuelle, der har
fået børn. Det er derfor ikke nødvendigt at vi alle - i princippet nogen overhovedet - er heteroseksuelle for at føre
slægten videre.
Det kan indvendes, at den heteroseksuelle tilsvarende
kan sige ”Min heteroseksualitet er mit dybeste valg”. Det er sandt nok, men det
er lidt nemt, da der ikke er noget mønsterbrydende i dette. Den homoseksuelle
springer ud af et mønster og gør det på
trods af en undertrykkelse. Denne mulighed er den heteroseksuelle afskåret
fra. Friheden viser sig ved at trodse undertrykkelsen.
Konklusion.
De heteroseksuelle burde naturligvis være glade for,
at andre mennesker, i kraft af homoseksualitetens manifesterede mulighed, viser
os menneskets frihed: Vi behøver ikke at gøre, således som konventionen eller
underviseren siger. Vi kan måske gennemskue noget mere end underviseren, der
måske er konventionel og ikke videre uselvstændig.
Appendiks.
Når en person siger ”Den homoseksuelle har ikke selv
valgt sin seksualitet”, er der ikke kun drilleri at sige ”Så har den ikke-homoseksuelle
heller ikke selv valgt at være ikke-homoseksuel”.
Den talende er faktisk logisk forpligtet til at forsvare dette udsagn, hvis han fastholder
det første. For hvis en person er ikke-homoseksuel, kunne vedkommende ikke have
valgt anderledes, da han kun kan gøre dette ved at vælge at være homoseksuel,
hvilket er i modstrid med den første påstand, følge hvilken homoseksualitet
ikke er noget, man kan vælge at være. QED.
Her har jeg undgået ordet heteroseksuel da man også
kan være ikke-homoseksuel ved at være biseksuel. Den ikke-homoseksuelle har
altså stadigvæk et valg, nemlig, mellem at være heteroseksuel og biseksuel. Nu
er man heteroseksuel, hvis man kun har lyst til heteroseksuelle forhold, og biseksuel,
hvis man både har lyst til homoseksuelle forhold og heteroseksuelle forhold...
Dette ændrer naturligvis ikke noget til fordel for ovenstående standpunkt, ”Den
homoseksuelle har ikke selv valgt sin seksualitet”, men gør det blot lidt mere problematisk.
