Kritik af et bidrag af Anne Line Dalsgård i
”Et
undervisnings- og demokratiprojekt for 9.- og 10.-klasser. Tilrettelagt af det
etiske råd og børnerådet”.
Kritikken.
Hvem der har
ansvaret for udsagnet ’Kodeordet for hende er “at høre til”’ fremgår ikke, men
det må være tilrettelæggernes ansvar, da teksten er i tredje person.
Det må
observeres, at indledningen er særdeles obskur, mens slutningen indeholder
notoriske fejl:
ALD hævder:
”Debatten er
lidt afsporet. For man spørger hele tiden om individets rettigheder uden at
spørge, hvad der giver mening for det enkelte menneske og former dets liv”.
Den nævnte modstrid
mellem de to slags spørgsmål antyder fejlagtigt, at man ikke kan tale om individets
rettigheder uden også at tale om, ”hvad der giver mening
for det enkelte menneske og former dets liv”.
Men der er
ikke nogen modstrid heri, da mennesker har rettigheder, herunder
selvbestemmelse, uafhængigt af hvordan de foretrækker at leve.
Det er netop
hver enkelt individs ret at leve i henhold til, hvad der har mening for det pågældende
individ, for så vidt det ikke generer andre mennesker – og altså også uden at
blive påtvunget bestemte livsforhold.
Åbenbart forudsætter
ALD, at der er noget bestemt - usagt - som ”giver mening” for det enkelte
menneske, og som skal inddrages i debatten. Denne antagelse synes at blive bekræftet
sidst i indlægget.
ALD mener,
at
”Vi har
vænnet os til at tænke på individet som noget, der ikke hører til nogen steder”,
men forklarer ikke, hvad hun mener med sin tale om, hvorvidt mennesket ”hører
til nogen steder”.
Fakta er, at
under alle omstændigheder må mennesket selv bestemme, hvad det vil med sit liv,
når det vokser op.
ALD hævder, uden
at uddybe det, at det er ”skævt” at forstå ”kroppen som en genstand, vi har
ejerskab over”. Det må så her være individet egen krop, hun refererer til.
Hvem der så
”har ejerskab over” den enkeltes krop, forklarer ALD heller ikke. Men hvem
andre end individet selv kan have ejerskab over sin egen krop?
-
Hvad angår det
acceptable i ikke-terapeutisk forhudsamputation antyder ALD, at det må tages i betragtning,
at det er forældrene. der tager initiativet.
Men dette er
naturligvis ikke en garanti for, at ”initiativet” er acceptabelt, da der er grænser
for, hvad der kan accepteres, at forældrene gør ved deres børn.
ALD
modsætter drengeomskæring med kvindeomskæring, som hun karakteriserer som et
skadende indgreb, åbenbart i modsætning til drengeomskæring, der nærmest som en
kendsgerning ikke behøver begrundelse, hvilket hun opfatter som ”almindelig sund
fornuft”.
Det er
ganske utroligt, at en antropolog ikke ved, at der findes forskellige grader af
kvindeomskæring, og at såkaldt drengeomskæring befinder sig et sted på denne
skala, hvorfor drengeomskæring så også bør forbydes - med samme begrundelse som
omskæring af kvinder.
Det er
åbenbart et argument for drengeomskæring ”at der for disse mennesker er noget
betydningsfuldt stort på spil”, hvilket dog ikke uddybes.
Det må
bemærkes, at ”disse mennesker” er forældrene, der bruger deres barn som
rekvisit til iværksættelsen af dette, som ALD ikke engang sætter ord på.
Derefter
antyder ALD igen, at det er et faktum, at drengeomskæring ikke er noget særligt,
idet hun fremfører:
”Derfor skal
vi tolerere det, når indgrebet trods alt ikke er større, end det er"
- som om
dette er en indlysende og almindelig accepteret kendsgerning.
ALD
pointerer at ”alle forældre former deres barns liv, og afslutter med følgende
eklatante eksempel på en what-aboutism:
”De må for eksempel vælge for deres barn, om det skal
spise gulerødder eller chips. Og det er et valg, der former
barnets liv langt mere dramatisk end omskæring”.
Tankegangen
er åbenbart: ”Vi gør så meget tvivlsomt, hvorfor så ikke omskære?”
Men at
forældre begår den fejl at foranstalte ikke-terapeutisk forhudsamputation på
umyndige drengebørn kan ikke forsvares med henvisning til andre begåede fejl
mod børn.
Thi begrundelsen
af, at det er en fejl at begå handlingen A, forsvinder ikke ved, at vi begår en
fejl B, der er endnu større.
