Kritik af et bidrag af Anne Line Dalsgård vedrørende ikke-terapeutisk forhudsamputation.

Kritik af et bidrag af Anne Line Dalsgård i

”Et undervisnings- og demokratiprojekt for 9.- og 10.-klasser. Tilrettelagt af det etiske råd og børnerådet”.

https://docplayer.dk/4944127-Et-undervisnings-og-demokratiprojekt-for-9-og-10-klasser-tilrettelagt-af-det-etiske-raad-og-boerneraadet.html

 

Kritikken.

Hvem der har ansvaret for udsagnet ’Kodeordet for hende er “at høre til”’ fremgår ikke, men det må være tilrettelæggernes ansvar, da teksten er i tredje person.

Det må observeres, at indledningen er særdeles obskur, mens slutningen indeholder notoriske fejl:

ALD hævder:

”Debatten er lidt afsporet. For man spørger hele tiden om individets rettigheder uden at spørge, hvad der giver mening for det enkelte menneske og former dets liv”.

Den nævnte modstrid mellem de to slags spørgsmål antyder fejlagtigt, at man ikke kan tale om individets rettigheder uden også at tale om, ”hvad der giver mening for det enkelte menneske og former dets liv”.

Men der er ikke nogen modstrid heri, da mennesker har rettigheder, herunder selvbestemmelse, uafhængigt af hvordan de foretrækker at leve.

Det er netop hver enkelt individs ret at leve i henhold til, hvad der har mening for det pågældende individ, for så vidt det ikke generer andre mennesker – og altså også uden at blive påtvunget bestemte livsforhold.

Åbenbart forudsætter ALD, at der er noget bestemt - usagt - som ”giver mening” for det enkelte menneske, og som skal inddrages i debatten. Denne antagelse synes at blive bekræftet sidst i indlægget.

ALD mener, at

”Vi har vænnet os til at tænke på individet som noget, der ikke hører til nogen steder”, men forklarer ikke, hvad hun mener med sin tale om, hvorvidt mennesket ”hører til nogen steder”.

Fakta er, at under alle omstændigheder må mennesket selv bestemme, hvad det vil med sit liv, når det vokser op.

ALD hævder, uden at uddybe det, at det er ”skævt” at forstå ”kroppen som en genstand, vi har ejerskab over”. Det må så her være individet egen krop, hun refererer til.

Hvem der så ”har ejerskab over” den enkeltes krop, forklarer ALD heller ikke. Men hvem andre end individet selv kan have ejerskab over sin egen krop?

-

Hvad angår det acceptable i ikke-terapeutisk forhudsamputation antyder ALD, at det må tages i betragtning, at det er forældrene. der tager initiativet.

Men dette er naturligvis ikke en garanti for, at ”initiativet” er acceptabelt, da der er grænser for, hvad der kan accepteres, at forældrene gør ved deres børn.

ALD modsætter drengeomskæring med kvindeomskæring, som hun karakteriserer som et skadende indgreb, åbenbart i modsætning til drengeomskæring, der nærmest som en kendsgerning ikke behøver begrundelse, hvilket hun opfatter som ”almindelig sund fornuft”.

Det er ganske utroligt, at en antropolog ikke ved, at der findes forskellige grader af kvindeomskæring, og at såkaldt drengeomskæring befinder sig et sted på denne skala, hvorfor drengeomskæring så også bør forbydes - med samme begrundelse som omskæring af kvinder.

Det er åbenbart et argument for drengeomskæring ”at der for disse mennesker er noget betydningsfuldt stort på spil”, hvilket dog ikke uddybes.

Det må bemærkes, at ”disse mennesker” er forældrene, der bruger deres barn som rekvisit til iværksættelsen af dette, som ALD ikke engang sætter ord på.

Derefter antyder ALD igen, at det er et faktum, at drengeomskæring ikke er noget særligt, idet hun fremfører:

”Derfor skal vi tolerere det, når indgrebet trods alt ikke er større, end det er"

- som om dette er en indlysende og almindelig accepteret kendsgerning.

ALD pointerer at ”alle forældre former deres barns liv, og afslutter med følgende eklatante eksempel på en what-aboutism:

”De må for eksempel vælge for deres barn, om det skal spise gulerødder eller chips. Og det er et valg, der former barnets liv langt mere dramatisk end omskæring”.

Tankegangen er åbenbart: ”Vi gør så meget tvivlsomt, hvorfor så ikke omskære?”

Men at forældre begår den fejl at foranstalte ikke-terapeutisk forhudsamputation på umyndige drengebørn kan ikke forsvares med henvisning til andre begåede fejl mod børn.

Thi begrundelsen af, at det er en fejl at begå handlingen A, forsvinder ikke ved, at vi begår en fejl B, der er endnu større.

 

Red Barnet vil blande religion ind i debatten om ikke-terapeutisk forhudsamputation.

 

Brev til Red Barnet:

Kære medarbejder hos Red Barnet.

I artiklen ”Fælleserklæring fra Børnerådet, Red Barnet og Børns Vilkår om rituel omskæring af drenge” fremfører I argumenter mod ikke-terapeutisk forhudsamputation af umyndige drengebørn, eller det, I benævner med eufemismen ”rituel omskæring”.

Indtil overskriften ”Dialog og information…” er disse argumenter ganske vist rimelige. Men desværre tilsidesætter tekstens anbefaling af dialog med de religiøse disse kritiske udsagn.

For dengang korporlig afstraffelse blev forbudt, diskuterede man da først forbuddet med de dysfunktionelle familier, hvor disse overgreb fandt sted? Nej, man forbød simpelthen denne umoralske adfærd.

Tanken om overhovedet at diskutere såkaldt omskæring med de religiøse, der har forhudsofring som et ritual, er naturligvis naiv, da de religiøse ifølge dem selv har modtaget sandheden via deres ”tro”, dvs. ikke rationelt, som enhver diskussion forudsætter, men ud fra et eller andet ubekendt og påstået X, som de kalder ”gud” og altid kan påberåbe sig.

Endvidere er selve talen om at ”inddrage børn og unge” i denne sammenhæng, så ”drengenes eget perspektiv bliver belyst”, desværre også grotesk. Thi det er en retorik, der kun hører hjemme i en tale om børns skoleforhold, dagligdag og lignende. Men I foreslår åbenbart også at inddrage lille Karen med spørgsmål af denne art: ”Synes du at nyfødte drengebørns forhud skal skæres af?”

Der findes ganske vist objektive sandheder i etikken, også vedrørende ikke-terapeutisk forhudsamputation, men små børn kender hverken præmisser for eller konsekvenser af disse, så de kan naturligvis ikke bruges som rådgivere.

 

Jeg har indsat ovenstående kritik i en af mine blogs: http://praktisk-etik.blogspot.com/ og ser frem til at kunne gengive jeres svar på dette brev samme sted.

 

Med venlig hilsen

Ove Møbjerg Kristensen.

Den ubetingede accept af religiøse ugerninger i Menneskerettighedernes §18.

(Dette indlæg er foreløbigt, 20/12 2016).

Menneskerettighedernes forhåndsaccept af religiøse uhyrligheder i Artikel 18 er dybt forbløffende. Følgende citat taler for sig selv:

”Artikel 18. Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.”

Jeg har derfor flere gange forsøgt at skrive et opslag om emnet på Institut for Menneskerettigheders hjemme side i form af opslag. Ifølge en automatsvarer skulle det imidlertid først granskes. Men mine opslag forsvandt i mørket.

Jeg skrev derfor først en såkaldt ”besked”, men fik et goddag-mand-økseskaft-svar, som jeg kommenterede på tråden, jf. nedenfor. Derefter fik jeg den besked, at dette skulle adresseres andetsteds.

Jeg har derfor sendt følgende e-mail til IFM. 13 dec 2016:

>> Til Institut for Menneskerettigheder.

Jeg har forsøgt en korrespondance med IFM via beskeder på Facebook, men IFM vil have mig til at fortsætte ad denne vej.

Jeg resumerer først her:

A: Min besked på Facebook (10/12 2016):

’Menneskerettighedernes syn på religion er ikke meget værd, tværtimod:

”Artikel 18. Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.”

Dette er utrolig ukritisk, eftersom ”overholdelse af religiøse forskrifter” kan indebære udfoldelse af alskens forfærdelige handlinger, så som ikke-terapeutisk forhudsamputation af mindreårige drenge.

Hvad er mon grunden?’

B: IFM svarer (10/12 2016).

’Tak for din besked. Her er vores brief om emnet. God weekend. http://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/udgivelser/policy_briefs/omskaering_policy_brief_final_maj_2014.pdf’

C: Mit endelige svar er:

Tak for jeres hurtige reaktion.

1) Jeg refererede dog til hele §18. Denne udtrykker uforbeholden og ubeset accept af, hvad de religiøse måtte finde på at tillade dem selv i deres religioners navn. Hvordan kan I dog få jer selv til at billige en sådan indstilling?

2) Hvad angår jeres link, kender jeg det naturligvis udmærket – det er jo ikke uden grund, at jeg har stillet jer et spørgsmål. Thi den tekst, I refererer til, handler blot om hvad folk lige synes… Men der findes faktisk objektive, uomgængeligt sande argumenter mod Ikke terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge.

Ikke terapeutisk forhudsamputation er en livsvarig krænkelse af et individs personlige identitet:

Thi vi ved ikke, om barnet udvikler sig til et ikke-religiøst menneske eller til et menneske med stor kulturel horisont.

 Vi risikerer, at det opvoksende individ kommer til at leve med en tilstand, det aldrig selv ville have valgt.’

 Vi risikerer, at det på denne måde bliver forhindret i at være i overensstemmelse med sig selv.

 Vi risikerer, at det kommer til at leve med et mærke, som er påført det af andre mennesker på grund af en holdning, som det selv tager stærkt afstand fra.

 Denne enkle sandhed gør det klart, at al medicinsk unødvendig forhudsamputation af umyndige ikke kan tillades.

 Denne indsigt kræver ikke nogen detaljeret medicinsk viden. Derfor er den let at forstå for alle – og temmelig selvindlysende.

Enten må I give mig ret heri eller fremføre fyldestgørende modargumenter.

Jeg ser frem til et svar, som jeg derefter påtænker at offentliggøre.

(...) <<

Jeg har 13 dec. 2016 modtaget følgende svar:

”Ligebehandlingsrådgivningen har modtaget din henvendelse

Tak for din henvendelse til Institut for Menneskerettigheders Ligebehandlingsrådgivning. Vi har travlt, men vil besvare din henvendelse hurtigst muligt.

(...)”

Spørgsmål til SF om ikke-terapeutisk forhudsamputation og etik.

 E-mail til Socialistisk folkeparti  21/2 2016:

"Kære Pia Olsen Dyhr.

Jeg er interesseret i at vide, hvor længe partiet Socialistisk Folkeparti synes, at Danmark endnu skal være et land, der er så ukultiveret, at det endnu ikke endeligt har forbudt den barbariske skik, der går ud på, at forældre foranstalter forhudsamputation af deres drengebørn, uden at der foreligger terapeutiske grunde dertil. Det faktum, at selv det mindste indgreb i en piges kønsorganer allerede er strafbart, gør sagen endnu mere speciel.

Den kritik, der først og fremmest bør rettes mod ikke terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge er, at denne lemlæstelse er en livsvarig krænkelse af et andet individs personlige identitet.

For måske udvikler barnet sig til et ikke-religiøst menneske eller til et menneske med stor kulturel horisont. Skal det opvoksende individ så virkelig leve med en tilstand, det aldrig selv ville have valgt? Skal det på denne måde være forhindret i at være i overensstemmelse med sig selv? Skal det leve med et mærke, som er påført det af andre mennesker på grund af en holdning, som det selv tager stærkt afstand fra?

Sundhedsstyrelsen har ganske vist sagt god for indgrebet, men den har slet ikke forholdt sig til dette betydningsfulde spørgsmål om amputationens etiske aspekt, nemlig krænkelsen. Når der som ovenfor kan fremføres et uomgængeligt argument mod ikke terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge, er dét alene tilstrækkelig grund til, at indgrebene bør stoppes ved hjælp af lovgivningen.

Så hvor længe endnu skal Danmark være et land, der accepterer den slags krænkende handlinger?

NB. Jeg ser frem til at offentliggøre svaret.

Med venlig hilsen,

Ove Møbjerg Kristensen."

Platanvej 7, 6., 27,

1810 Frederiksberg C.

Menneskerettigheder og begrundelse

Denne udgave er foreløbig.

Indledning.

Nogle mennesker er forjættede af ordet ”menneskerettigheder”, andre vil have Menneskerettighederne afskaffet. Undertegnede går ind for en forstærkning af deres fundament, ja endog en velunderbygget fornyelse af det. En sådan eksisterer faktisk allerede til umiddelbar anvendelse. Desuden påpeges en alvorlig, ja endog skæbnesvanger misforståelse vedrørende religion.

Kritikpunkterne – og begrundelse.

Ideen om de såkaldte menneskerettigheder er ganske vist meget sympatisk. Desværre er disse rettigheder uklart funderede og trænger til en afklaring og præcisering.

Dette gælder ikke mindst den sproglige afklaring, der er nødvendig for at skabe respekt for det essentielle i disse ideer.

Derimod må det straks pointeres, at det faktisk kan begrundes, at der findes et absolut grundlag for en etik. Ud fra dette kan de fleste af de rettigheder, der oplistes i menneskerettighedserklæringen, udledes. Dette er mere, end hvad menneskerettighedserklæringen erklærer og overhovedet berører.

Alt i alt kan der påpeges fire overordnede kritisable forhold ved Menneskerettighederne:

A: Begrundelser for menneskerettighederne mangler.

B: Visse udtryk i skriftet virker muligvis forjættende, men de er ikke desto mindre uklare.

C: Der er handlinger og forhold, hvis fejlagtighed er indlysende, men som disse rettigheder ikke kan gøre korrekt op med. Disse såkaldte menneskerettigheders værdi må også kunne testes i praksis.

D: Specielt er den måde, religionsfrihed indgår i rettighederne på, problematisk. Dette kræver en særskilt, supplerende uddybning.

A. Menneskerettighederne bør kunne begrundes.

Vedrørende begrundelse nytter det ikke at omtale menneskerettighederne med underforstået ærbødighed og tale om, at de er blevet fremført og forfægtet af ildsjæle osv. Ildsjæle kan gå ind for så meget forskelligt! Dette udgør ikke i selv en positiv kvalitet. Menneskerettighederne kan således ikke kaldes rigtige, blot fordi en række mennesker er blevet enige om dem, for det implicerer ikke sandhed. Med andre ord bør menneskerettighederne kunne begrundes - lige som alle andre udsagn.

Det er her ikke nok at begrunde et udsagn ud fra et andet udsagn, men finder rigtigt. Desuden må de indgående udtryk kunne forklares.

Det interessante er heldigvis, at etiske krav og rettigheder faktisk kan begrundes. Det kan endog begrundes, at der findes et uomgængeligt grundlag for en etik, dvs. en etik, som enhver, der overhovedet vil argumentere, må indrømme er rigtig. Denne begrundelse er af logisk art:

I afsnittet ”Etik og Politik” i Afhandling nr. 6 er der argumenteret for dette uomgængelige grundlag for en etik og politik. Argumentet kan måske forekomme indirekte, dvs. at have bevæget sig ad en omvej. Dette er undersøgt i afsnittet ”Et etisk grundlag” i Afhandling nr. 7. Dette indlæg ser desuden på individets personlige etiske forpligtelser.

Da det er praktisk at kunne gengive argumentet både kort og fyldestgørende, følger en sådan gengivelse her. Denne er suppleret med endnu en konsekvens.

Udledningen af et logisk nødvendigt grundlag for etik og politik.

Hvis man overhovedet vil diskutere spørgsmålet, om der findes et grundlag, dvs. et uomgængeligt grundlag, for en etik, må man indrømme, at der findes et sådant grundlag, oven i købet et grundlag, der kan specificeres nærmere. Årsagen hertil er følgende:

1) En sådan diskussion og søgning efter et svar, gør det nødvendigt at fordybe sig i spørgsmålet og at tilstræbe at afklare alle de forhold, der kan belyse det.

2) Dette kræver gode livsforhold for den, der vil bestræbe sig på at foretage de nødvendige undersøgelser og overvejelser.

3) En begrundet benægtelse kræver det samme anstrengelser og fører dermed til det samme resultat. Med andre ord, resultatet kan ikke benægtes.

Folk kan naturligvis også hævde, at de vil være ligeglade med spørgsmålet om etikkens grundlag, men de kan selvsagt ikke argumentere for, at dette er acceptabelt, da det fører os tilbage til punkt 2.

Hermed har vi fundet frem til et uomgængeligt grundlag for en etik og en politik:

Vi må stille krav om gode livsforhold for alle.

Nogle vil hævde, at denne konklusion er selvindlysende. Men den afgørende pointe er, at dette ikke konsistent kan benægtes.

Dette resultat har konkrete implikationer for, hvordan samfundet skal være for at opfylde dette, og for hvordan vi bør handle.

Desuden er hovedparten af Menneskerettighedernes artikler i overensstemmelse med det.

Konsekvenser.

Det følger af dette grundlag, at handlinger, der forringer andres livsvilkår, er forkastelige. Dermed er det forkasteligt, hvis et lands love tvinger borgerne i bestemte samfundsgrupper til at bruge alle deres kræfter på at skaffe til dagen og vejen, således at de ikke får overskud til fordybelse og erfaringer, dvs. overskud til at leve livet og at erkende det.

I Afhandling Nr. 6 er der anført flere konsekvenser.

Derudover er det således, at arbejdet med det grundlag i selv implicerer eller kræver en personlig fordybelse i mange forskellige emner. Det er netop dette som definerer de gode livsvilkår.

B: De uklare begreber.

I dette afsnit skal de uklare begreber påpeges og forklares. Enhver begrundelse og argumentation, og også ethvert standpunkt, indebærer, at de brugte udtryk har en afklaret betydning. De personer, der hævder noget, skal selv kunne begrunde deres udsagn og kunne forklare deres udtryk.

Menneskerettighederne indledes desværre med en række flot klingende ord uden klare betydninger. Disse er ikke engang forsøgt udredte. Dette faktum kan modstilles udråbet

”Frihed, lighed og broderskab!”.

Thi denne erklæring udtrykker i det mindste en klar og markant hensigtserklæring.

Det er derimod uklart, hvad det anvendte udtryk ”rettigheder” betyder. Normalt er rettigheder noget, man er tildelt af lovgivningen. Man har ikke nogen rettigheder slet og ret. Ganske vist kan man også siges at have etiske rettigheder til dette eller hint, f.eks. etisk ret til at forsvare sig. Men denne er givet lovgivningsmæssigt eller ud fra andre begrundelser.

Desuden kan denne ret begrundes grundlæggende ud fra ovennævnte grundlag for en etik, men dette afgørende faktum beskæftiger menneskerettighederne sig desværre slet ikke med.

Der er flere problemer med følgende erklæring:

”Artikel 1. Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”

Udsagnet ”Alle mennesker er født lige” handler enten om 1) empiriske fakta og betyder så ”Alle mennesker er fra fødslen stillet på samme måde med hensyn til rettigheder, social status el.lign.” – eller også 2) handler det om et eller andet principielt.

Ad 1. Dette udsagn om lighed gælder ikke fra naturens side, da det er betinget af lovgivning og samfundet og ikke mindst af forældrenes indkomst, begavelse, uddannelse og horisont, og det bør måske erstattes af et udsagn om, hvad ”alle mennesker bør være”.

Hvad det næst sidste udsagn om fornuft angår, er spædbørn muligvis ens stillede, men spædbørn handler ikke overfor en større omverden, og for voksne menneskers vedkommende kan al fornuft og samvittighed være forsvundet for længst.

Alle disse rettigheder er således ikke rettigheder, der foreligger, men nogle, der skal bringes til veje: rettigheder hører under lovgivningen. Hvad angår social status, skal der bringes en række forhold til veje af hensyn til uddannelse og meget mere.

Ad 2: En mulighed kunne være, at der refereres til ”en iboende lighed” eller, som der står Menneskerettighederne, ”den mennesket iboende værdighed”, men det må så forklares hvad en sådan skulle bestå i. En anden kunne være, at vi alle fortjener lige meget hensyn, da ingen uligheder er selvforskyldte, hvilket dog kun er sandt, når vi lige er født.

Udsagnet udtrykker åbenbart ikke noget som helst fundamentalt og uproblematisk.

Derimod kan der argumenteres for, at vi har alle de samme etiske rettigheder - begrundet med hensynet til gode livsvilkår, fordi der ikke indgår referencer til bestemte individer i den fundamentale begrundelse af disse.

C: Udfordringer.

Monarkiet kan ikke forsvares, da det per definition indebærer, at vi ikke er lige. Det er endog stærkt ydmygende for det enkelte medlem af samfundet at skulle være underkastet en tilfældig monark med store økonomiske og rettighedsmæssige privilegier.

Det betyder, at så længe der er monarki i Danmark, er ikke alle født lige i Danmark. Derfor bør menneskerettighederne tage afstand til monarkiet, uanset hvad dette helt specifikt kaldes.

Ikke-terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge kan heller ikke forsvares. For det er et faktum, at ikke-terapeutisk forhudsamputation er en livsvarig krænkelse af et andet individs personlige identitet.

Thi måske udvikler barnet sig til et ikke-religiøst menneske eller til et menneske med stor kulturel horisont. Skal det opvoksende individ så virkelig leve med en tilstand, det aldrig selv ville have valgt? Skal det på denne måde være forhindret i at være i overensstemmelse med sig selv? Skal det så leve med et mærke, der er påført det af andre mennesker på grund af en holdning, som det selv tager stærkt afstand fra?

Derfor bør menneskerettighederne tage afstand til ikke-terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge..

Da det er uetisk at krænke andre, er det forkert at gå ind for at forhudsamputere umyndige drenge uden lægefaglig begrundelse. Frihed for sådanne indgreb bør derfor klart høre ind under menneskerettighederne.

Der er heller ikke tale om lighed, da der er strengt forbudt at foretage ikke-terapeutisk forhudsamputation af piger i nogen som helst grad, men altså ikke af drenge. Også af denne grund er der tale om et brud på menneskerettighederne.

D: Såkaldt ”religionsfrihed”.

Religion bliver indirekte ophøjet til noget særligt af menneskerettighederne. Men denne fejltagelse er samfundsskadelig, da religion er skadelig for verdensfreden:

”Artikel 18. Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter. ”

Denne artikel indeholder ukritisk religiøs tale og er rent faktisk religionsudøvelse. Dette er begrundet i artiklen ”Krav til standpunkter og argumenter - eller kulturel og menneskelig elendighed”.

Den almindelige ret til handlinger og ytringer følger af grundlaget for en etik:

Vi har ret til at foretage de handlinger, vi vil, så længe det ikke generer andre mennesker. Vi har ret til at sige det, vi vil, så længe det ikke generer andre mennesker.

Det, vi kalder religionsfrihed, er blot den frihed, der falder herind under. Yderligere frihed kan ikke begrundes.

Handlinger der foretages i religionens navn, er blot en bestemt slags handlinger, og sætninger, der indeholder semantisk meningsløse udtryk, som f.eks. ”tro”, og ”frelse”, når det betegner formodning eller tillid, er blot en bestemt slags sætninger. Det er alt, hvad der kan lægges i udtrykket ”religionsfrihed”.

Men hvad indebærer ”gudsdyrkelse”? Og ”overholdelse af religiøse forskrifter”?

Med god velvilje kan det siges, at udtrykket ”gudsdyrkelse” betegner de handlinger, som de religiøse knytter sammen med deres brug af udtrykket ”gud”. Men det er lidt søgt, for normalt har alle bestanddele af et ord selvstændig mening, ligesom i f.eks. ”anedyrkelse”.

Hvad angår ”overholdelse af religiøse forskrifter” stiller sagen sig overmådeligt meget værre, da disse kan ”foreskrive” hvilke som helst forkastelige og groteske handlinger!

Sammenligning med den logiske begrundelses implikationer.

Om det lige præcis er Menneskerettighedernes 3o artikler med det indhold, de har, der er det optimale indhold, er relativt underordnet i denne principielle henseende.

Hvad angår de fleste af disse 30 artikler, ses det, at de er i overensstemmelse med den logiske begrundelse. Undtagelserne er disse:

Artikel 1 kan kritiseres for sine uklare begreber.

Artikel 2 fejler ved at ophøje religion som noget særligt.

Artikel 18 er en forværring af artikel 2 på grund sin tale om religiøse forskrifter, som skal følges.

Som det ses, vil utilstrækkeligt fundamenterede principper kunne tilsidesættes af uheldige, misforståede hensyn til allerede tilstedeværende forhold..

Men Menneskerettighedserklæringernes åbenbart fejlagtige tilladelser vil ikke kunne bringes i overensstemmelse med det uomgængelige etiske grundlags krav.

Referencer.

”Det uomgængelige grundlag for en etik og politik - et meget kort resumé”: http://ovemk.blogspot.dk/2014/07/det-uomgngelige-grundlag-for-en-etik-og.html

”Etik og politik” i Afhandling Nr. 6: https://antiintroduktionisme.wordpress.com/2015/09/23/anti-introduktionisme-afhandling-nr-6/ eller https://antiintroduktionisme.wordpress.com/2015/09/23/anti-introduktionisme-afhandling-nr-6/#_Toc318210296

”Et etisk grundlag” i Afhandling Nr. 7: https://antiintroduktionisme.wordpress.com/2015/09/23/anti-introduktionisme-afhandling-nr-7/ eller https://antiintroduktionisme.wordpress.com/2015/09/23/anti-introduktionisme-afhandling-nr-7/#_Toc345602853

”FNs verdenserklæring om menneskerettigheder”: https://amnesty.dk/om-amnesty/fns-verdenserklaering-om-menneskerettigheder

[”lige”] http://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=lige,2&query=lige

”Krav til standpunkter og argumenter - eller kulturel og menneskelig elendighed” http://praktisk-etik.blogspot.dk/2015/04/krav-til-standpunkter-og-argumenter.html

Spørgsmål til SF om den barbariske skik at foranstalte forhudsamputation af ens drengebørn uden terapeutiske grunde.

E-mail til Socialistisk Folkeparti, 25/11 - 2015.

"Kære Jonas Dahl.

Jeg er interesseret i at vide, hvor længe partiet Socialistisk Folkeparti synes, at Danmark endnu skal være et land, der er så ukultiveret, at det endnu ikke har forbudt den barbariske skik, der går ud på, at forældre foranstalter forhudsamputation af deres drengebørn, uden at der foreligger terapeutiske grunde dertil.

Det faktum, at selv det mindste indgreb i en piges kønsorganer allerede er strafbart, gør sagen endnu mere speciel.

Sundhedsstyrelsen har ganske vist sagt god for indgrebet *), men den har slet ikke forholdt sig til det betydningsfulde spørgsmål om amputationens etiske aspekt, nemlig krænkelsen:

Enhver kan let regne ud, at denne såkaldte ”omskæring” indebærer en livsvarig krænkelse af et andet menneskes personlige integritet. Desuden er indgrebet faktisk både skadeligt og farligt.

Så hvor længe endnu skal Danmark være et land, der accepterer den slags ukultiverede handlinger?

NB. Jeg ser frem til at offentliggøre svaret.

Med venlig hilsen,

Ove Møbjerg Kristensen.

- - - - - - - - -

Svar fra Jonas Dahl den 26/11 2015:

”Kære Ove

SF forholdet sig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, vi er mange, der gerne ser reglerne for omskæring strammet op, men vi mener det skal ske på baggrund af en lægefaglig vurdering fra Sundhedsstyrelsen.

Mvh Jonas”

- - - - - - - - -

Ove MK 1/12 2015.12.01

”Kære Jonas:

Tak for dit svar. Det ligner dog et standardsvar, da du ikke forholder dig til indholdet af mit brev, som bl.a. argumenterer for, at såkaldt omskæring af umyndige drenge kan afvises af etiske grunde.

Venter SF måske nye vurderinger fra Sundhedsstyrelsen - af etisk art?

Hvorfor kan SF ikke selv foretage denne enkle etiske vurdering? Er dette ikke et politisk partis opgave?

Skal et politisk parti blot sidde og vente?

Jeg har atter tænkt mig at viderebringe et eventuelt svar.

Med venlig hilsen,

Ove MK."

- - - - - - - - -

Svar fra Jonas Dahl, 2/11 2015

"Kære Ove

Jeg er personligt meget imod omskæring, men du skriver vi bare skal lovgive ud fra etik, jeg mener dog at det er helt afgørende at vi lovgive ud fra faglig evidens og det mener jeg skal komme fra styrelsen.

Med venlig hilsen

Jonas Dahl (SF)"

- - - - - - - - -

Ove MK, 7/12 2015:

"Kære Jonas. 

Sundhedsstyrelsen har allerede udtalt sig om omskæring i en rapport fra 2013. Jeg har spurgt dig om, hvad det er, vi skal vente på fra Sundhedsstyrelsen side. Men det spørgsmål har du ikke besvaret. Rapportens helt indlysende fejl er, at den ikke har taget eksplicit stilling til den etiske side af sagen.

Du antyder med din brug af adverbiet ”bare”, at etiske argumenter er andenrangs argumenter sammenlignet med de lægefaglige - de somatiske, formoder jeg. Dette begrunder du ikke.

Men etiske argumenter ikke andenrangs. Det etiske og det politiske er to sider af samme sag, nemlig hensynet til det menneskelige. Hvis du ikke kan lide ordet ”etisk”, kan vi også kalde argumentet ”psykisk”. For det medfører faktisk en psykisk skadevirkning at påføre et mindreårigt barn og det opvoksende individ et livsvarigt, kropslig tegn på en religion eller en eller anden underlig ideologi, som det opvoksende individ måske ikke vil tilslutte sig. Dette er forkasteligt. Mit argument er dermed tilstrækkeligt.

Derfor er der ingen grund til at vente på yderligere kommentarer fra Sundhedsstyrelsen for at finde ud af, at denne type indgreb bør forbydes.

Desuden kan selv den mindste prik i en pige klitoris straffes med op til 6 års fængsel. Selv for den person, der ikke accepterer etiske argumenter, må dette være stof til eftertanke. 

Jeg ser atter frem til at offentliggøre dit eventuelle svar. 

Med venlig hilsen,

Ove M.K."

- - - - - - - - -

Svat fra Jonas Dahl den 8/12 2015.

Kære Ove

Jeg er enige i det problematiske i omskæringer og bryder mig ikke om det. Så helst at folk selv afgjorde den slags når de blev myndige. Omvendt er der også nødt til at være en lægefaglig begrundelse hvis vi skal gøre noget ulovligt. Hvis den kommer, er SF klar til at se på et forbud.

Mvh Jonas

- - - - - - - - -

Sjældent har gentagelser været så forbløffende!

Jonas Dahls utrolige gentagelser i stedet for svar og begrundelser kan få mig til at overveje, om han mon ikke gør tykt grin med mig.

Det kunne jeg så spørge ham om. Men jeg tror, at jeg kan gætte, hvad svaret bliver.

- - - - - - - - -

Et afslørende, religiøst svar fra Enhedslisten.

Mikkel Laurttzen,14 nov. 2015.

Et svar på
 http://praktisk-etik.blogspot.dk/2015/11/et-anstndigt-danmark-ikke-terapeutisk.html


" Hej Ove

Tak for din mail. Jeg beklager, at du ikke har fået svar på dit spørgsmål før. Johanne modtager flere hundrede mails om dagen, og hun har desværre ikke mulighed for at besvare dem alle. Så jeg tillader mig lige at svare på hendes vegne.

Men jeg er ikke enig i det, du skriver. Det er vores grundlæggende holdning hos Enhedslisten, at vi tager skarpt afstand fra enhver religiøs lemlæstelse, herunder omskæring, af børn og unge. Religiøst betingede kirurgiske indgreb er individuelle valg, der ikke kan tages af forældrene på umyndige børns vegne. Vi går derfor ind for et forbud mod omskæring af børn af begge køn.

Enhedslisten ønsker, at vi går i dialog med trossamfundene omkring religiøse ritualer. Partiets holdning er, at udvikling af religion sker gennem en kritisk debat og dialog om religionens rolle i samfundet, religiøse dogmer, praksisser og forestillinger. Religion er ikke hævet over den almindelige samfundsudviklende debat, og må aldrig må bruges til at undertrykke andre, men ej heller være en årsag til at diskriminere andre.

Mvh. Mikkel "

Mikkel Lauritzen
Presserådgiver

Enhedslistens Folketingsgruppe"


- - - 

Ove MK, 19/11 2015

"Hej Mikkel.

Tak for dit svar.

Det indeholder dog flere dunkle punkter, og den slags kræver desværre omstændelige udredninger.

1)

Du er ikke enig, erklærer du, og refererer fra Enhedslistens ”Vedtagelser fra Årsmødet 2008”, hvor der står

”At vi ligeledes tager skarpt afstand fra enhver religiøs lemlæstelse, herunder omskæring, af børn og unge”.^[1]

Den udmelding er dog ikke imponerende. Det citerede implicerer ganske vist formelt, at Enhedslisten tager afstand fra såkaldt omskæring af drenge.

Men det, jeg spurgte om, var, hvor længe Enhedslisten synes, at disse omskæringer skal vare ved, dvs. hvornår Enhedslisten vil gøre noget ved sagen. Hvornår træder Enhedslisten i karakter og giver en klar offentlig udmelding om omskæring af drenge?

Ikke-terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge er et helt specielt problem, som Enhedslisten fordunkler ved at henføre det under en misvisende generalisering (hvorved det i øvrigt bliver vanskeligt at finde på nettet, har jeg erfaret).

Thi sagen handler ikke om lemlæstelse af børn i al almindelighed, men om lemlæstelse af drenge, eftersom omskæring af piger har været forbudt længe, og slet ikke har været et kontroversielt spørgsmål.

Derimod får kritikken af ikke-terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge de notorisk dårlige modargumenter til at blomstre hos tilhængerne af såkaldt ”omskæring”. Disse er i sig selv en skandale.^[2]

Det er denne dybt specielle undtagelse, som spørgsmålet om et forbud mod ikke-terapeutisk forhudsamputation af mindreårige drenge handler om. Ellers ville forbuddet have været gennemført for længst!

3)

Endnu være står det til, hvad angår dit sidste afsnit, som ikke blot udgør en tilbagetrækning af dit næstsidste afsnits positive skin, men en forværring af det.

Du fremfører, at ”Enhedslisten ønsker, at vi går i dialog med trossamfundene omkring religiøse ritualer”.

Jeg må her spørge om hvorfor? Dengang korporlig afstraffelse blev forbudt, mente Enhedslisten måske da, at man inden et forbud skulle i dialog med de kulturer, hvor korporlig afstraffelse var jævnlige ritualer? Næppe.

Men hvorfor agerer Enhedslisten anderledes i det tilfælde, hvor sagen handler om et forbud mod ikke-terapeutisk forhudsamputation af mindreårige drenge? Pædagogik er udmærket som efterfølgende supplement til dette forbud, men den kan ikke være en betingelse for det.

Dialogen med de religiøse vil i øvrigt aldrig ophøre. For de har deres religiøse motiver, som de mener hævet over al forstand. Det må Enhedslisten da selv vide.

Endnu mere katastrofalt er det, at du taler om ”udvikling af religion”, hvilket forudsætter, at du og Enhedslisten mener, at religion er en fornuftig størrelse, hvorom det overhovedet har mening at sige, at den kan ”udvikles”.

Intet kan være mere forkert. For religiøse udtryk er sprogligt meningsløse, eftersom de religiøse ikke kan forklare dem på nogen fornuftig vis.^[3]

Enhedslisten fremtræder hermed som et religiøst politisk parti, der accepterer sprogligt meningsløse sætninger.

Du afslutter dit svar med dette kryptiske udsagn:

”Religion er ikke hævet over den almindelige samfundsudviklende debat, og må aldrig må bruges til at undertrykke andre, men ej heller være en årsag til at diskriminere andre.” (Mine understregninger)

Du hævder altså blandt: "Religion … må aldrig … være en årsag til at diskriminere andre”.

Mener du måske, at religiøse ikke må diskriminere andre? Eller sigter du til, at man ikke må diskriminere religiøse? Begge dele er indlysende…

Men hvad har det overhovedet at gøre med ikke-terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge? Mener du, at forbud mod såkaldt omskæring er diskriminering?

Hvorfor fremfører du uklar udenomssnak frem for at tale om det kulturelt primitive og barbariske overgreb, som ikke-terapeutisk forhudsamputation af umyndige drengebørn udgør?

3)

Hvorfor meddeler Enhedslisten ikke følgende til offentligheden:

”Enhedslisten gør opmærksom på, at ikke-terapeutisk forhudsamputation af mindreårige drenge er en livsvarig krænkelse af et andet individs personlige integritet” og

”Enhedslisten ønsker hurtigst muligt at forbyde ikke-terapeutisk forhudsamputation af mindreårige drenge”?

Et sådant forbud vil føre Danmark ud af dette mørkets hjerte og være et eksempel for resten af verden.

Med venlig hilsen,

Ove Møbjerg Kristensen."

---

[1] http://enhedslisten.dk/files/RGL10_tillaeg.pdf

[2]  http://ovemk.blogspot.dk/2014/08/fejlagtige-argumenter-for-ikke.html

[3] http://praktisk-etik.blogspot.dk/2014/11/religion-og-krig.html