søndag den 21. december 2014

Korrespondance med justitsministeren om ikke-terapeutisk forhudsamputation af drenge, også kaldet "omskæring".

15. dec. 2014

"Kære justitsminister Mette Frederiksen.

Det er yderst bemærkelsesværdigt, at regeringen ikke for længst har forbudt den ukultiverede skik, der går ud på, at forældre foranstalter forhudsamputation af deres drengebørn, uden at der foreligger terapeutiske grunde dertil. Det faktum, at selv det mindste indgreb i en piges kønsorganer allerede er strafbart, gør sagen endnu mere speciel.
Enhver kan let regne ud, at denne såkaldte ”omskæring” indebærer en livsvarig krænkelse af et andet menneskes personlige integritet. Desuden er indgrebet både skadeligt og farligt.
Sundhedsstyrelsen har ganske vist sagt god for indgrebet, men den har slet ikke forholdt sig til det betydningsfulde spørgsmål om amputationens etiske aspekt, den nævnte krænkelse. *)
Hvor længe endnu skal Danmark være et land, der accepterer den slags barbariske handlinger?

NB. Jeg påtænker at offentliggøre svaret.

Med venlig hilsen,
Ove Møbjerg Kristensen.

Platanvej 7, 6., 27,
1810 Frederiksberg C.


- - -

Jeg har modtaget følgende svar 17. februar 2015:



”Slotsholmsgade 10 1216 København K. Telefon 7226 8400 Telefax 3393 3510 www.justitsministeriet.dk jm@jm.dk

Ved e-mail af 15.december 2014 har De rettet henvendelse til Justitsministeriet vedrørende omskæring af drenge.

Justitsministeriet kan i den anledning oplyse, at ministeriet løbende modtager et meget betydeligt antal henvendelser fra borgere, hvori der bliver rejst mere generelle spørgsmål eller givet udtryk for forskellige synspunkter om blandt andet retspolitiske emner. Af ressourcemæssige grunde har ministeriet ikke mulighed for i hvert enkelt tilfælde at udfærdige et deltaljeret svar på disse henvendelser.

Justitsministeriet har dog noteret sig det, som De har anført i Deres e-mail.

Det kan i øvrigt oplyses, at de sundhedsfaglige aspekter vedrørende omskæring hører under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Med venlig hilsen

 Malene Dalgaard


Politi- og Strafferetsafdelingen Ove Møbjerg Kristensen Platanvej 7, 6., 27 1810 Frederiksberg C ovemkr@gmail.com Dato: 17. februar 2015 Kontor: Strafferetskontoret Sagsbeh: Camilla Skadborg Sagsnr.: 2014-734-0269 Dok.: 1477217”

- - -

Hvor mon de etiske aspekter hører ind under? Det er dem, jeg fokuserer på.

Og så er der det pudsige, at ministeriet skriver, at der er "ikke mulighed for i hvert enkelt tilfælde at udfærdige et deltaljeret svar på disse henvendelser."

Men jeg vil da også gerne nøjes med et kort svar - i mangel af bedre!



torsdag den 11. december 2014

Korrespondance med Unicef om ikke-terapeutisk forhudsamputation af mindeårige drenge, også kaldet "omskæring".

11/12 2014:

"Til Unicef.
På baggrund af mine søgninger på nettet kan jeg forstå, at Unicef har en holdning til såkaldt kvindelig omskæring. Således skriver unicef.dk:
”Hver dag får piger fjernet deres ydre kønsdele – ofte uden bedøvelse og med en sløv kniv.
Omskæringen er direkte livsfarlig og kan give pigerne gener resten af livet. Mange kæmper for eksempel med store smerter, når de skal tisse og have menstruation, fordi omskæringen har efterladt dem med et alt for lille hul.
De fleste piger bliver omskåret, fordi deres familie følger en gammel tradition og ikke kender til de farlige konsekvenser. Mange ser omskæring som en forudsætning for, at deres døtre kan blive gift og accepteret i lokalsamfundet.” Jf. http://indsamling.unicef.dk/pigeomskaering.

Til min overraskelse er det ikke lykkedes mig at finde tilsvarende udsagn om Unicef’s holdning til såkaldt omskæring af drenge, altså ikke-terapeutisk forhudsamputation.
Også disse kan føre til dødsfald og give ofrene gener resten af livet, ligesom de også foretages på grund af indgroede traditioner. Desuden er de naturligvis alle sammen en potentiel krænkelse af et andet individs personlige integritet for resten af dets liv.
Desuden udføres en del forhudsamputationer i en misforstået og forfejlet kamp mod aids. Jf. http://www.the-star.co.ke/news/parents-embrace-rare-circumcision-babies.
Derfor er mit spørgsmål: Vil Unicef være så venlig at henvise mig til foreningens eventuelle udtalelser om ikke-terapeutisk forhudsamputation af mindreårige drenge?
Med forventning om et snarligt svar, på forhånd tak.
NB: Jeg påtænker at offentliggøre Unicefs svar eller ikke-svar.

Med venlig hilsen,
Ove Møbjerg Kristensen.
Platanvej 7, 6. sal, lejl. 27,
1810 Frederiksberg C."
- - -

15/12 2014, UNICEF:

"Kære Ove Møbjerg Kristensen

Tak for din henvendelse og interesse i UNICEFs arbejde.

Du har helt ret i, at vi aktivt bekæmper pigeomskæring. Vi har her i Danmark kørt en kampagne, som har samlet ind til et helt konkret UNICEF-program i 15 afrikanske lande, som har til formål at afskaffe pigeomskæring. UNICEF har ikke lignende programmer mod drengeomskæring, og det skyldes primært, at UNICEF som FN organisation ikke har mandat fra verdens regeringer til at bekæmpe drengeomskæring – som vi har med pigeomskæring. Verdens regeringer har erklæret pigeomskæring for en overtrædelse af pigers rettigheder og dermed givet UNICEF mandat til at bekæmpe det. Så her kan vi virkelig gøre en forskel her og nu.

Det betyder ikke, at vi ikke lytter til den debat, der er om drengeomskæring, for det gør vi i høj grad. Men da der stadig på globalt plan (og vi er jo en international organisation) er stor videnskabelig og politisk uenighed om, hvorvidt drengeomskæring bør forbydes, er UNICEFs holdning til drengeomskæring præget af flere nuancer og dilemmaer, end når vi taler om pigeomskæring. Jeg vil prøve at uddybe det nærmere her:

UNICEF støtter ikke rutinemæssig mandlig omskæring, da der er ikke er katagoriske beviser for, at det er forbundet med sundhedsmæssige fordele. Aktuelt er der ikke konsensus blandt verdens foreninger af børnelæger om den sundhedsmæssige effekt afmedical male circumcision. Men uanset hvad tager UNICEF  afstand fra al form for usikker mandlig omskæring foretaget af ikke sundhedsfagligt personale, da det kan gøre barnet fortræd og i nogle tilfælde være livsfarligt.

Som FN-organisation støtter UNICEF sig til WHO og UNAIDS’ politik om at anbefale muligheden for såkaldt voluntary medical male circumcision i udvalgte lande, der lider under høj hiv-prævalens. Det er ifølge WHO og UNAIDS et af en række forebyggende initiativer, der kan være med til at stoppe hiv-epidemien. Ifølge WHO er der overbevisende evidens for, at mandlig omskæring begrænser risikoen for heteroseksuel overført hiv for mænd med 60 procent. Det er i henhold til WHO og UNAIDS’ retningslinjer afgørende, at indgrebet sker under sikre kliniske forhold foretaget af sundhedsfagligt personale og med forældrenes samtykke på baggrund af kyndig rådgivning.

Ifølge Børnekonventionen skal offentlige og private sundheds- og velfærdsinstitutioner tage udgangspunkt i, hvad der er i barnets bedste interesse, når der træffes beslutninger om barnets helbred. Og det er det, UNICEF konstant holder dem op på. Hele spørgsmålet om drengeomskæring er et eksempel på, hvordan dette arbejde nogle gange kan være præget af dilemmaer og valget mellem to mindre goder, og derfor er holdningen til drengeomskæring heller ikke så entydig, som den er til pigeomskæring. Men omskæring af drenge er et område, der både politisk og videnskabeligt er under stor bevågenhed af UNICEF.

Jeg håber, det gav dig svar på dit spørgsmål.
Mange hilsner

[Navn fjernet af Ove MK]
UNICEF Danmark
Communication officer

Direct: +45 29 80 18 45
Website www.unicef.dk"

onsdag den 19. november 2014

Religion og krig.

(Dette er en foreløbig tekst, 17/11 2015) 

Denne tekste er en bearbejdet og udvidet version af http://www.ovemk.blogspot.dk/2014/11/ateister-understtter-teisme.html.

De religiøse må kunne tilskrive mening til de udtryk, de anvender, dvs. beskrive, hvad de taler om, hvis de vil betragtes som fornuftige. Imidlertid bruger de religiøse blandt andet deres religiøse udryk ”gud”, som om det har en klar reference til et virkeligt objekt, X, som vi alle har kendskab til. De anvender herved udtrykket ”gud” på samme selvfølgelige måde, som arkitekter bruger ordet ”stol”. Det er faktisk lidt krænkende over for læseren eller tilhøreren.
Det er generelt et basalt krav, at en beskrivelse af alle udtryk må foretages ved hjælp af et hypernym, eller genus et differentiam. Dette omfatter naturligvis udtrykket ”gud”.
Arkitekter og andre har naturligvis intet problem med at beskrive ordet ”stol” på den krævede måde, nemlig således: ”En stol er et møbel til at sidde på”.
Derimod kan de religiøse hverken beskrive genus eller differentiam, når de skal forklare udtrykket ”gud”. Det må her nævnes, at udtryk som ”noget” og ”væsen” ikke er brugbare hypernymer, da de intet fortæller os.
Det må også pointeres, at det ikke er tilstrækkeligt at bruge betegnelser for oplevelser som hypernym eller genus. For når man har oplevelser, er alt, hvad der eksisterer, blot ens oplevelser. Så her er genus lig med ”oplevelse” - og intet andet. Dette er beskrevet nærmere i underafsnittet ”Religiøse forklaringer” i Afhandling nr. 5 med disse ord:
’Nogle vil måske fremføre at have evidens for sandheden af sætningen ”Gud eksisterer” og udtrykke denne evidens med sætningen ”Jeg har følt Guds nærhed”. Men i så fald er det eneste, der kan siges at foreligge eller at have foreligget, en følelse af en bestemt slags, nemlig selve den refererede følelse, hvordan den end har været, men ikke en eksistens af noget som helst andet. Derfor kan sætningen ikke være en dækkende beskrivelse af den pågældende følelse. Den refererede oplevelse kan heller ikke give mening til et begreb om nogen gud, da den diskuterede sætning præsupponerer, at meningen af dette putative begreb er afklaret, dvs. hvilken slags entitet tegnfølgen ”gud” eventuelt måtte referere til. En sætnings semantiske mening skal simpelthen være klarlagt, før den kan udtrykke noget.’
Det må bemærkes, at ateisternes sætning ”Der er ikke en gud” forudsætter, at denne sætning i princippet kunne være sand, men at dette tilfældigvis blot ikke er tilfældet. Dette fejlagtige forudsætning tildeler et skær af fornuft til religion.
Med andre ord, ateisten forstår ikke de religiøses fejl, men begår dem selv.

Konsekvenser.

De såkaldte kulturkristne leverer grogrund til den egentlige kristendom (den evangelisk lutherske folkekirke). Begge parter skaffer grogrund for nærtbeslægtede religioner, i.e. pinsemissionen, etc.
På grund af religionernes fælles kerne, som består i accepten af semantisk meningsløse udtryk, er der ikke nogen tydelig grænse mellem de forskellige religiøse lag og grupper, kun gradvist forskellige karakteristika. Det følger af ovenstående bemærkninger, at heller ikke de mennesker, der kalder sig ”ateister”, har forstået dette. På denne måde udgør alle de religiøse et sammenhængende fælleskab sammen med dem, der kalder sig ateister eller agnostikere.
Ifølge de kulturkristne er kristendom - og religion i det hele taget - noget fornuftigt. Og så snart man har accepteret dette, kan man gå et skridt videre til en endnu værre religion og dermed legitimere endnu mere elendighed i form af fordømmelse, der fører til skændige handlinger: chikane af andre mennesker, krænkelser, vold og drab.
Muligvis kan de religiøses aggressioner hænge sammen med, at de er faldet for nogle forestillinger om noget, de ikke kan forklare, ikke blot fordi disse ikke er sande, men også fordi de har en diffus sammenhæng til semantisk meningsløse udryk.
Vi bør derfor feje for vor egen dør ved hjælp af øget oplysning, inden vi sender soldater til kamp mod religiøse ekstremister – eller i det mindst sideløbede dermed. Dette kan - med vores hjælp - brede sig som ringe i vandet.
Folk har behov for en større indsigt i, hvilke udsagn der er fornuftige, og hvilke der sprogligt meningsløse, således som der kort er gjort rede for ovenfor. Der må udbredes en forståelse af, at man skal kunne begrunde sine standpunkter. At fremføre en begrundelse forudsætter, at man kan forklare de udtryk man bruger. Ellers har vi blot personer på den ene side, der bifalder et eller andet, og andre på den anden side, der fordømmer det samme. Tilbage er der kun sværdet.
Religion bygger på et grundlag af disse manglende overvejelser. Men hvordan skal vi overhovedet kunne udbrede forståelse af dette, selv i et ellers oplyst land? For selv den mindste overvejelse vil føre til den indsigt, at de religiøse udtryk er sprogligt meningsløse. Problemet er, at mange mennesker ikke selv kan indse disse indlysende sandheder – eller at de ikke ønsker dette, fordi det kan forstyrre deres forestillinger.

Det er altså ikke først og fremmest således, at manglende omtanke og indsigt er forårsaget af religion, men at disse to er religionens ophav. Men når religionen først har opnået frirum, legitimerer den en endnu større mangel på omtanke.

Korrespondance med Socialdemokratiet om ikke-terapeutisk forhudsamputation.



Dette brev er stort set identisk med breve sendt til SF, m.fl.

Ove Møbjerg Kristensen, 27-10-2013, 14:14.
”Kære Flemming Møller Mortensen.

Jeg skriver til dig i din egenskab af sundhedsordfører for Socialdemokratiet, da jeg er interesseret i at kende Socialdemokratiets kvalificerede stilling til et forbud mod rituel forhudsamputation af drenge, i folkemunde kaldet ”omskæring”.
Mange mennesker tror virkeligt, at denne såkaldte omskæring blot består i et lille snit i drengens forhud! Først og fremmest er det dog klart, at selv om indgrebet virkeligt havde været fysisk harmløst, ville der være tale om en krænkelse af barnet og af den senere voksne mand, som må leve med indgrebet: Der er tale om en mærkning, der ikke kan gøres om.
Allerede dette burde være nok til at indse, at denne rituelle forhudsamputation er forkastelig og bør forbydes.
Dertil kommer, at indgrebet rent faktisk ikke er fysisk harmløst. Det stykke forhud, der fjernes, ville på den voksen mand have samme areal som en halvtredskroneseddel. Dets naturlige funktion er at være beskyttende. Fjernelsen medfører hård hud og andre skader. Hensigten med at fjerne det var oprindeligt at mindske lysten til seksualliv.
Nogle vil imødegå dette med påstande om, at omskæring er hygiejnisk, og at amputationen nedsætter diverse smittefarer. Sådanne argumenter er letgendrivelige og irrelevante, da disse problemer selvsagt kan klares med vask og brug af kondom.
Den langtrukne medicinske diskussion heraf er imidlertid sekundær, da sagens kerne er den enkle, at såkaldt omskæring er en fysisk mærkning af drenge, der krænker deres personlige integritet for livet.
Dette har eksempelvis statsministeren ikke forstået, idet hun for længe siden (ifølge min hukommelse) har sagt, at ”nu skulle vi også snart have undersøgt de sundhedsfaglige aspekter af omskæring”, som om det var det, sagen drejede sig om”. Sundhedsstyrelsen har da også senere udarbejdet en rapport – som ikke omfattede den psykiske krænkelse. Denne er det så vigtigt og heldigvis så soleklart enkelt at forholde sig til. Så hvad er socialdemokratiets velbegrundede holdning til et forbud mod rituel forhudsamputation af drenge?

Med venlig hilsen
Ove Møbjerg Kristensen.”
- - -
- - -

27-10-2013, 14:33.
”Meddelelsen

Til: Flemming Møller Mortensen
Emne: Socialdemokratiets stilling til rituel forhudsamputation.
Sendt: 27. oktober 2013 14:06:22 (UTC+01:00) Bruxelles, København, Madrid, Paris

blev læst 27. oktober 2013 14:33:27 (UTC+01:00) Bruxelles, København, Madrid, Paris.”
- - -


tirsdag den 9. september 2014

Korrespondance med Enhedslisten om ikke-terapeutisk forhudsamputation - også kaldet omskæring - af drenge.

  
Ove Møbjerg Kristensen, 27/10 2013 15:14:
’Kære Stine Brix.
Jeg skriver til dig i din egenskab af sundhedsordfører for Enhedslisten, da jeg er interesseret i at kende Enhedslistens kvalificerede stilling til et forbud mod rituel forhudsamputation af drenge, i folkemunde kaldet ”omskæring”.
Mange mennesker tror virkeligt, at denne såkaldte omskæring blot består i et lille snit i drengens forhud! Først og fremmest er det dog klart, at selv om indgrebet virkeligt havde været fysisk harmløst, ville der være tale om en krænkelse af barnet og af den senere voksne mand, som må leve med indgrebet: Der er tale om en mærkning, der ikke kan gøres om.
Allerede dette burde være nok til at indse, at denne rituelle forhudsamputation er forkastelig og bør forbydes.
Dertil kommer, at indgrebet rent faktisk ikke er fysisk harmløst. Det stykke forhud, der fjernes, ville på den voksen mand have samme areal som en halvtredskroneseddel. Dets naturlige funktion er at være beskyttende. Fjernelsen medfører hård hud og andre skader. Hensigten med at fjerne det var oprindeligt at mindske lysten til seksualliv.
Nogle vil imødegå dette med påstande om, at omskæring er hygiejnisk, og at amputationen nedsætter diverse smittefarer. Sådanne argumenter er letgendrivelige og irrelevante, da disse problemer selvsagt kan klares med vask og brug af kondom.
Den langtrukne medicinske diskussion heraf er imidlertid sekundær, da sagens kerne er den enkle, at såkaldt omskæring er en fysisk mærkning af drenge, der krænker deres personlige integritet for livet.
Dette har eksempelvis statsministeren ikke forstået, idet hun for længe siden (ifølge min hukommelse) har sagt, at ”nu skulle vi også snart have undersøgt de sundhedsfaglige aspekter af omskæring”, som om det var det, sagen drejede sig om”. Sundhedsstyrelsen har da også senere udarbejdet en rapport – som ikke omfattede den psykiske krænkelse. Denne er det så vigtigt og heldigvis så soleklart enkelt at forholde sig til. Så hvad er socialdemokratiets velbegrundede holdning til et forbud mod rituel forhudsamputation af drenge?

Med venlig hilsen
Ove Møbjerg Kristensen.’
-- -

(Ja, her var der desværre en uheldig redigeringsfejl…)


 - - - 

Et lignende brev sendes til Enhedslistens menneskerettighedsordfører.
Ove M.K., 7. november 2013 01:11
’Kære Nikolaj Villumsen.
Da jeg er optaget af den kulturelle skændsel, som rituel forhudsamputation udgør, er jeg gået i gang med at spørge en rækkemenneskerettighedsordførere om deres partis stilling dertil. Da jeg hidtil har stemt på Enhedslisten, er jeg særlig interesseret i at kende Enhedslistens holdning.
Jeg skriver derfor til dig i din egenskab af menneskerettighedsordfører for Enhedslisten for at kende Enhedslistens kvalificerede stilling til et forbud mod rituel forhudsamputation af drenge, i folkemunde kaldet ”omskæring”.
Mange mennesker tror virkeligt, at denne såkaldte omskæring blot består i et lille snit i drengens forhud! …
[Kopi af ovenstående]
… Så hvad er Enhedslistens velbegrundede holdning til et forbud mod rituel forhudsamputation af drenge?
Med venlig hilsen,
Ove Møbjerg Kristensen.’
- -

Nikolai Willumsen, per automatik, 7. november 2013 01:11
Automatisk svar: Forbud mod rituel forhudsamputation
’Tak for din mail.
Jeg modtager hver dag rigtigt mange mails.
Jeg gør mit bedste for at få dem alle sammen læst, men jeg kan desværre ikke nå at besvare alle sammen.
Du er derfor også velkommen til at kontakte mig på 6162 5099 hvis det haster.
Hvis du har spørgsmål til Enhedslistens politik er du velkommen til at kigge på www.enhedslisten.dk
Mange hilsner
Nikolaj Villumsen
Medlem af Folketinget for Enhedslisten’
- - -

Herefter svarer Stine Brix.

Stine Brix, 8. november 2013 12:40:
’Kære Ove
Jeg har tidligere meldt ud at jeg mener at man ikke bør omskære børn, der ikke er gamle nok til at give samtykke, når der ikke er en medicinsk begrundelse for det. Min indgangsvinkel til diskussionen er barnets ret til at bestemme over egen krop.
Det vil du helt sikkert kunne finde på infomedia eller via google.
Med venlig hilsen
Stine Maiken Brix

Medlem af Folketinget
Enhedslisten’
- -

Ove M.K., 4. maj 2014:
’Kære Stine Brix.

Jeg undrer mig meget over, at Enhedslisten hverken i medierne eller offentligheden i det hele taget markerer sig nævneværdigt med en klar, begrundet og udadvendt afstandtagen til ikke-terapeutisk forhudsamputation af drenge. Hvorfor går Enhedslisten og ”putter” med det:
Man kan ganske vist finde frem til følgende:

”Det er grundlæggende holdninger hos Enhedslisten: (…)  At vi (…) tager skarpt afstand fra enhver religiøs lemlæstelse, herunder omskæring, af børn og unge. Religiøst betingede kirurgiske indgreb er individuelle valg, der ikke kan tages af forældrene på umyndige børns vegne.”  (Vedtagelser fra årsmødet 2008)

 Men dette er ikke almindelig kendt i offentligheden. Hvad med følgende udsagn bøjet i neon:

”Ikke-terapeutisk forhudsamputation af drenge, såkaldt ’omskæring’, er en livsvarig krænkelse af et andet individs personlige integritet.”

Det må dog heller ikke glemmes, at indgrebet er smertefuldt for barnet og har skadelige konsekvenser. Ikke mindst kan ulemperne og ubehaget derved være en stadig påmindelse om krænkelsen.

Jeg har tidligere spurgt dig om ”Enhedslistens kvalificerede stilling til et forbud mod rituel forhudsamputation af drenge” (27/10 13). Du har dog kun svaret, hvad dit personlige standpunkt var - ikke partiets - men at jeg sikkert kunne finde en masse på nettet.

Men det er netop det, der er problemet. Enhedslisten markerer sig ikke med en klar udadvendt afstandtagen til ikke-terapeutisk forhudsamputation.

Ikke-terapeutisk omskæring er ikke blot en krænkelse af ofrene, men er også tegn på et lavt kulturelt stadium, især når så få politikere vil diskutere problemet.

Vil Enhedslisten gøre noget aktivt for at markere sig i omskæringsdebatten, eller synes Enhedslisten, at det er i orden, at samfundet befinder sig på et så lavt stadium, kulturelt og intellektuelt?

For en ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at jeg påtænker at diskutere dit svar på min blog eller andre offentlige steder.
Jeg ser derfor frem til dit svar. På forhånd tak.

Med venlig hilsen,
Ove Møbjerg Kristensen.’
- - -

Stine Brix, 10. juni 2014:
’Hej Ove
Tak for din mail. Jeg har da ellers deltaget i en række debatter om omskæring. Du har ret i at vores er helt klar.
 Med venlig hilsen

Stine Maiken Brix
Medlem af Folketinget
Enhedslisten’
- - -

Ove M.K., 16 juni 2014:
’Kære Stine Brix.

Jeg finder din reaktion meget besynderlig:
Du besvarer mit lange læserbrev med to korte sætninger, hvoraf den sidste er mangelfuld og misvisende.
Du skriver ”Du har ret i at vores er helt klar”.

1) Det fremgår det ikke af denne sætning, hvad det er, du mener, der er klart hos Enhedslisten.
Jeg skal være så venlig at gætte, at det, du ville have skrevet, er:
”Du har ret i at vores stillingtagen til et forbud mod ikke terapeutisk forhudsamputationer helt klar.”
2) Det fremgår imidlertid klart af mit brev, at jeg langt fra har givet Enhedslisten ret i dette.

Dit svar ligner derfor en spydighed, og hvis det er tilfældet, er den malplaceret.
Jeg fatter ikke, at du går i forsvarsposition over for et venligt og interesseret brev. Du reagerer, som jeg er en fjendtlig indstillet pestilens.

Du forklarer intet: Hvad er det for nogle debatter, du har deltaget i et eller andet sted? Og hvorfor sørger Enhedslisten ikke for, at det kommer ud til medierne. Det er jeres opgave at gøre dette, så de interesserede ikke skal grave og granske.
Angående det ”helt klare” kan man på http://www.b.dk/nationalt/politikere-toever-med-indgreb-mod-omskaering-af-drenge læse følgende
’Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, taler som lægeformanden også om dialog og at »afsøge andre muligheder« frem for at skride til lovgivning. Det kunne være mere symbolske ritualer, hvor der ikke bliver foretaget egentlig indgreb på babydrengene.’
Skal det være ”helt klar” tale?
Normalt debatterer vi ikke med dem, der begår noget umoralsk, som vi vil forbyde, f.eks. korporlig afstraffelse. - Vi forbyder det.

Jeg beklager således at måtte gentage mine spørgsmål. Til gengæld ser jeg frem til også at offentliggøre dit nye svar, for du må vel have et bedre.

Med venlig hilsen,
Ove Møbjerg Kristensen.’
- - -

Stine Brix, 16 juni 2014:
’Hej Ove

”Jeg tror jeg kom til at trykke send før jeg var færdig med at skrive.

Jeg ville have skrevet: Du har ret i at vores holdning til omskæring af børn er helt klar. Men fra den vedtagelse som du citerer, står der ikke at vi mener løsningen er et forbud. Det kan være en løsning – der kan også være andre.

Jeg har selv fremført argumenterne for forbud – blandt andet i tv-avisen sidste sommer, hvor jeg havde en debat med overrabineren, også her i denne artikel fra Metroexpress: http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/30519536

Her står der blandt andet:
”Anderledes klart lyder det fra Enhedslistens Stine Brix.
- Man bør indføre en aldersgrænse på 15 år, så man selv kan træffe beslutning om et medicinsk indgreb på egen krop, siger hun. ”

Stine Brix’ skriver videre:

’Men forbud er efter min mening også kompliceret – formentlig vil vi blot se at omskæring fortsætter som hidtil, blot mere lyssky, mindre reguleret og uden mulighed for samme debat. Hvis ikke holdningerne til omskæring flyttes, så er der ingen forandringer. Derfor tror jeg selv på at debatten og dialogen er det vigtigste i denne sammenhæng og jeg har som du skrevet også deltaget i diskussionen om man kunne gøre andet for at løse problemet end omskæring – fx igennem dialog og debat eller udvikling af nye ritualer.
I øvrigt er det min fornemmelse at det er et tema som er i bevægelse – Europarådet har været på banen, en lang række organisationer. Det er jo det der skal til for at debatten flytter sig.

Med venlig hilsen
Stine Maiken Brix’
 --

Ove M.K., 16. juli 2014:
’Kære Stine Brix.

Tak for dit svar.
Det var desværre meget skuffende.

1) Du skriver ”Du har ret i at vores holdning til omskæring af børn er helt klar”.
Det er temmelig forbløffende, eftersom jeg i to breve til dig har forsøgt at udtrykke det stik modsatte, nemlig at Enhedslistens standpunkt, hverken er klart eller velformidlet til befolkningen.

2) Enhedslisten skriver på Vedtagelser fra årsmødet 2008):
”Det er grundlæggende holdninger hos Enhedslisten: (…) At vi (…) tager skarpt afstand fra enhver religiøs lemlæstelse, herunder omskæring, af børn og unge. Religiøst betingede kirurgiske indgreb er individuelle valg, der ikke kan tages af forældrene på umyndige børns vegne”.

I dit svar til mig skriver du:

”jeg har som du skrevet også deltaget i diskussionen om man kunne gøre andet for at løse problemet end omskæring – fx igennem dialog og debat eller udvikling af nye ritualer”.

3) Disse to citater sætninger er ganske vist semantisk klare hver for sig. Men de er i modstrid med hinanden. For som jeg har skrevet:
Normalt debatterer vi ikke med dem, der begår noget umoralsk, som vi vil forbyde, f.eks. korporlig afstraffelse. - Vi forbyder det.
Hvorfor skulle det forholde sig anderledes med ikke-terapeutisk forhudsamputation?

Du tilføjer:
”det er et tema som er i bevægelse – Europarådet har været på banen, en lang række organisationer. Det er jo det der skal til for at debatten flytter sig”.

Er det dét, der skal til?
Tænkte vi måske også således før korporlig afstraffelse blev forbudt: at vi skulle vente på ”at debatten flytter sig”?
Nej, da denne afstraffelsesform blev forbudt, ændrede holdningen sig.

Det, der skal til, er derfor, at politikerne træder i karakter og handler ansvarligt ved at forbyde ikke-terapeutisk forhudsamputation.

Jeg spørger dig derfor: Hvorfor skal vi være tolerante og afventende over for dem, der begår ikke-terapeutisk forhudsamputation, når vi ikke var det over for dem der slår deres børn?

Jeg ser med forventning frem til at kunne offentliggøre dit svar.

Men venlig hilsen,

Ove Møbjerg Kristensen.’

tirsdag den 5. august 2014

Korrespondance med Amnesty om ikke-terapeutisk forhudsamputation - også kaldet omskæring - af drenge.


Sagens forløb – ifølge min hukommelse.
Først skrev jeg et indlæg til Amnesty om deres syn på drengeomskæring til den e-mail adresse, der er anført på hjemmesiden.  Men jeg modtog hverken et svar eller en modtagelsesbekræftelse. Efter nogen venten skrev jeg en rykker. Men der skete blot det, at der igen ingenting skete.
Dernæst skrev en anden interesseret person en e-mail til samme adresse, men om kvindelig omskæring. Det gav ret hurtigt et svar!
En e-mail direkte til afsenderen af dette svar hos Amnesty medførte dog stadigvæk ikke noget. Først efter flere opringninger til Amnesty og lige så mange brudte løfter, foretog jeg en meget insisterende telefonisk forespørgsel.
Til sidst får jeg et svar. Da har jeg i mellemtiden sendt endnu et brev direkte til den pågældende. Men svaret dog kun et standardsvar, der ikke forholder sig til det sidste, lidt anderledes brev.
Dette reagerede jeg på, men har endnu ikke modtaget et svar.

Den 22/9 2013:
Til Amnesty.
På baggrund af mine søgninger på nettet kan jeg forstå, at Amnesty har en holdning til såkaldt kvindelig omskæring. Således skriver amesty.dk:
’Vi er dybt rystede over, at herboende imamer forsvarer kvindelig omskæring. Ved kvindelig omskæring er der tale om grov mishandling af børn, og alle imamer bør på det kraftigste tage afstand fra denne form for voldeligt overgreb på kvindekønnet," siger Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty International.’
Jeg er fuldstændig enig i denne og den øvrige kritik, som amnesty.dk fremfører på
Desværre kan jeg ikke umiddelbart finde noget sted, hvor Amnesty udtrykker en tilsvarende afstandtagen til omskæring af drenge. Jeg vil derfor være Amnesty taknemmelig for en henvisning til, hvor Amnesty har udtrykt en sådan.
Jeg er sikker på, at vi er helt enige om, at en sådan afstandtagen bør blive udbredt. Thi mange mennesker tror virkeligt, at såkaldt omskæring af drenge blot er et lille snit i drengens forhud! Men det er klart, at selv om indgrebet virkeligt havde været fysisk harmløst, ville der være tale om en krænkelse af barnet og den senere voksne mand, en mærkning, der ikke kan gøres om.
Amnesty deler naturligvis ikke disse uvidende menneskers uvidenhed om, at rituel omskæring er et unødvendigt indgreb, som er generende, skadeligt, farligt, ja endog fører til dødsfald for mere end 1 ud af 8000 omskårede. Derfor undrer det mig, at Amnestys syn derpå ikke er umiddelbart tilgængelig. På forhånd tak.
Med venlige hilsner,
Ove Møbjerg Kristensen.
- - -
Den 4/10 2013 15:26:
Til Amnesty.
Jeg har sendt et brev til Amnesty.dk den. 22/9 2013. Jeg undrer mig imidlertid over, at jeg ikke har modtaget et svar efter 12 dage, ikke engang en modtagebekræftelse!
Min afsendelse af brevet blev mødt med en anmodning om konvertering til ”unicode”. Men selv om I ikke har kunnet læse det, kunne I godt have sendt en bekræftelse, med en besked om problemet. Så jeg regner med et snarligt svar denne gang. På forhånd tak.
Med venlig hilsen,
Ove Møbjerg Kristensen.
Herunder følger en ny version:
[Kopi af ovenstående brev]
- - -

2/3 2014 21.19:
Til Amnesty International.
Jeg modtager af og til anmodninger fra Amnesty om at protestere mod urimelige behandlinger af et eller flere mennesker, herunder truende dødsstraf. Det gør jeg gerne og med et stort håb om nytte.
Men der sker en lige så stor uretfærdighed mindst hver tredje dag i USA alene, hvor en lille dreng dør af et fysisk overgreb: Dette skyldes, at der foretages en ikke-medicinsk nødvendig forhudsamputation.
Denne er blot forsaget af en kulturel betinget idé om, at drenge skal have deres forhud amputeret.
I jødiske og muslimske kulturer er der tale om en rituel forhudsofring. Dødsfaldenes hyppighed er næppe færre der.
Faktisk sker der dødsfald i over 1 ud af 8000 tilfælde af disse overgreb.
I 5 % af tilfældene kræver overgrebet efterfølgende medicinsk behandling. Der forekommer desuden varige gener.
I alle tilfældene er der tale om en krænkende mærkning af et individ med forældrenes religion eller kulturelle indstilling, en mærkning, der ikke kan gøres om.
Hvorfor protesterer Amnesty ikke over netop disse voldelige overgreb?
Jeg har to gange tidligere skrevet til Amnesty uden overhovedet at modtage en modtagerbekræftelse. Dette undrer mig, da jeg har erfaret, at I godt kan finde ud af at reagere på breve om kvindelig omskæring.
Med håb om et svar denne gang.
Med venlig hilsen,
Over Møbjerg Kristensen.

- -
30 april
Kære Ove Møbjerg Kristensen



Amnesty beklager det sene svar, og fortæller, at de p.t. modtager en del henvendelser om ”drengeomskæring” og konsekvenserne deraf. Men de fortæller også, at ”Amnesty ikke på nuværende tidspunkt har fastsat en holdning internationalt til omskæring af drenge”.
De begrunder dette med, at selve det, at Amnesty er en global organisation, gør afgørelsen af ”Amnestys position” til nogle emner til en længere proces. Dette gælder også for drengeomskæring. Under denne proces høres ”alle afdelinger”, og ”man kommer til enighed om en fælles holdning”.
De konkluderer: ”Så længe Amnesty ikke har fastsat en holdning internationalt til spørgsmålet kan vi ikke aktionere eller udtale os om omskæring af drenge.”
. . .

Amnesty International
Dansk Afdeling/Danish Section
Gammeltorv 8, 5 sal
1457 København K
- -
3. maj

Kære S.

Tak for dit svar på min mail. Det rejser dog et par spørgsmål. Jeg kan se, at der er tale om et standardsvar, idet det ikke forholder sig til det konkrete indhold af mit brev.

1)  Jeg vil derfor gerne vide, hvad er der for nogle ”afdelinger”, der står i vejen for fremskridt på dette område? Det drejer sig vel om afdelinger i nogle bestemte lande eller stater? Hvis det drejer sig om Israel og visse andre lande, kan vi vente uendelig længe.

2) Hvilken debat foregår der rent konkret i Amnesty for at overbevise de genstridige parter om, at omskæring af drenge på alle måder er forkastelig?

3) Som jeg har skrevet, er der rent faktisk tale om en afvejning af, på den enes side, dødsfald og skader ved amputeringen og, på den anden side, de menneskeskæbner, for hvis skyld Amnesty sætter redningskampagner i gang. Jeg ved ikke, hvor bevidste Amnesty er om dette alvorlige problem.

Det er efterhånden blevet klart for mig, at problemet er langt værre og mere omfattende, end jeg tidligere havde forventet. F.eks. er der kampagner for forhudsamputation i gang i Afrika med det formål at forhindre smitte med aids. Dette fører naturligvis også til dødsfald i forbindelse med indgrebet og andre elendigheder – i øvrigt uden at nedsætte smitterisikoen.
På forhånd tak!
For en ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at jeg påtænker at skrive om Amnestys svar på mine spørgsmål.
Med venlig hilsen,
Ove Møbjerg Kristensen.

- - -

lørdag den 28. juni 2014

I Mørkets Hjerte.


 Vi lever i et ukultiveret og barbarisk samfund, så længe de danske politikere accepterer den livsvarigt krænkede og skadelige ikke-terapeutiske forhudsamputation. Så længe skal vi endnu befinde os i mørkets hjerte.

 Alle disse let gendrivelige argumenter, der fremføres til forsvar for ikke at forbyde ikke-terapeutiske forhudsamputation straks, udgør et stort mysterium.
 Hvorfor skal vi for eksempel diskutere med dem, der begår umoralske handlinger, før samfundet håndhæver de allerede eksisterende forbud mod dette vanvid?

 Tilfældet er et problem for justitsministeren, kulturministeren, undervisningsministeren og sundhedsministeren – og ikke mindst for statsministeren.

 Hvem kan løse mysteriet?

 Skyldes politikernes tilbageholdenhed en skræk for, at der vil opstå voldsomme kultursammenstød?
 Der har ikke været trusler om sådanne.


 Skyldes politikernes tilbageholdenhed måske den iboende religiøsitet, der udmønter sig i udsagn som ”Jeg er ikke religiøs, men jeg respekterer de religiøse” - en mørke i hjertet?