(Dette er en foreløbig tekst, 17/11 2015)
Denne tekste er en bearbejdet og udvidet version af http://www.ovemk.blogspot.dk/2014/11/ateister-understtter-teisme.html.
De religiøse må kunne tilskrive mening til de udtryk,
de anvender, dvs. beskrive, hvad de taler om, hvis de vil betragtes som
fornuftige. Imidlertid bruger de religiøse blandt andet deres religiøse udryk
”gud”, som om det har en klar reference til et virkeligt objekt, X, som vi alle
har kendskab til. De anvender herved udtrykket ”gud” på samme selvfølgelige
måde, som arkitekter bruger ordet ”stol”. Det er faktisk lidt krænkende over
for læseren eller tilhøreren.
Det er generelt et basalt krav, at en beskrivelse af
alle udtryk må foretages ved hjælp af et hypernym, eller genus et differentiam. Dette omfatter naturligvis
udtrykket ”gud”.
Arkitekter og andre har naturligvis intet problem
med at beskrive ordet ”stol” på den krævede måde, nemlig således: ”En stol er
et møbel til at sidde på”.
Derimod kan de religiøse hverken beskrive genus
eller differentiam, når de skal forklare udtrykket ”gud”. Det må her nævnes, at
udtryk som ”noget” og ”væsen” ikke er brugbare hypernymer, da de intet
fortæller os.
Det må også pointeres, at det ikke er tilstrækkeligt
at bruge betegnelser for oplevelser som hypernym eller genus. For når man har oplevelser,
er alt, hvad der eksisterer, blot ens oplevelser. Så her er genus lig med ”oplevelse”
- og intet andet. Dette er beskrevet nærmere i underafsnittet ”Religiøse forklaringer”
i Afhandling nr. 5 med disse ord:
’Nogle vil måske fremføre at have evidens for
sandheden af sætningen ”Gud eksisterer” og udtrykke denne evidens med sætningen
”Jeg har følt Guds nærhed”. Men i så fald er det eneste, der kan siges at
foreligge eller at have foreligget, en følelse af en bestemt slags, nemlig
selve den refererede følelse, hvordan den end har været, men ikke en eksistens
af noget som helst andet. Derfor kan sætningen ikke være en dækkende
beskrivelse af den pågældende følelse. Den refererede oplevelse kan heller ikke
give mening til et begreb om nogen gud, da den diskuterede sætning
præsupponerer, at meningen af dette putative begreb er afklaret, dvs. hvilken
slags entitet tegnfølgen ”gud” eventuelt måtte referere til. En sætnings
semantiske mening skal simpelthen være klarlagt, før den kan udtrykke noget.’
Det må bemærkes, at ateisternes sætning ”Der er ikke
en gud” forudsætter, at denne sætning i princippet kunne være sand, men at
dette tilfældigvis blot ikke er tilfældet. Dette fejlagtige forudsætning tildeler
et skær af fornuft til religion.
Med andre ord, ateisten forstår ikke de religiøses
fejl, men begår dem selv.
Konsekvenser.
De såkaldte kulturkristne leverer grogrund til den
egentlige kristendom (den evangelisk lutherske folkekirke). Begge parter
skaffer grogrund for nærtbeslægtede religioner, i.e. pinsemissionen, etc.
På grund af religionernes fælles kerne, som består i
accepten af semantisk meningsløse udtryk, er der ikke nogen tydelig grænse
mellem de forskellige religiøse lag og grupper, kun gradvist forskellige
karakteristika. Det følger af ovenstående bemærkninger, at heller ikke de
mennesker, der kalder sig ”ateister”, har forstået dette. På denne måde udgør alle
de religiøse et sammenhængende fælleskab sammen med dem, der kalder sig
ateister eller agnostikere.
Ifølge de kulturkristne er kristendom - og religion
i det hele taget - noget fornuftigt. Og så snart man har accepteret dette, kan
man gå et skridt videre til en endnu værre religion og dermed legitimere endnu
mere elendighed i form af fordømmelse, der fører til skændige handlinger:
chikane af andre mennesker, krænkelser, vold og drab.
Muligvis kan de religiøses aggressioner hænge sammen
med, at de er faldet for nogle forestillinger om noget, de ikke kan forklare,
ikke blot fordi disse ikke er sande, men også fordi de har en diffus sammenhæng
til semantisk meningsløse udryk.
Vi bør derfor feje for vor egen dør ved hjælp af
øget oplysning, inden vi sender soldater til kamp mod religiøse ekstremister –
eller i det mindst sideløbede dermed. Dette kan - med vores hjælp - brede sig
som ringe i vandet.
Folk har behov for en større indsigt i, hvilke
udsagn der er fornuftige, og hvilke der sprogligt meningsløse, således som der
kort er gjort rede for ovenfor. Der må udbredes en forståelse af, at man skal
kunne begrunde sine standpunkter. At fremføre en begrundelse forudsætter, at
man kan forklare de udtryk man bruger. Ellers har vi blot personer på den ene
side, der bifalder et eller andet, og andre på den anden side, der fordømmer
det samme. Tilbage er der kun sværdet.
Religion bygger på et grundlag af disse manglende
overvejelser. Men hvordan skal vi overhovedet kunne udbrede forståelse af dette,
selv i et ellers oplyst land? For selv den mindste overvejelse vil føre til den
indsigt, at de religiøse udtryk er sprogligt meningsløse. Problemet er, at mange
mennesker ikke selv kan indse disse indlysende sandheder – eller at de ikke
ønsker dette, fordi det kan forstyrre deres forestillinger.
Det er altså ikke først og fremmest således, at
manglende omtanke og indsigt er forårsaget
af religion, men at disse to er religionens ophav. Men når religionen først har opnået frirum, legitimerer den
en endnu større mangel på omtanke.
