Religion og krig.

(Dette er en foreløbig tekst, 17/11 2015) 

Denne tekste er en bearbejdet og udvidet version af http://www.ovemk.blogspot.dk/2014/11/ateister-understtter-teisme.html.

De religiøse må kunne tilskrive mening til de udtryk, de anvender, dvs. beskrive, hvad de taler om, hvis de vil betragtes som fornuftige. Imidlertid bruger de religiøse blandt andet deres religiøse udryk ”gud”, som om det har en klar reference til et virkeligt objekt, X, som vi alle har kendskab til. De anvender herved udtrykket ”gud” på samme selvfølgelige måde, som arkitekter bruger ordet ”stol”. Det er faktisk lidt krænkende over for læseren eller tilhøreren.

Det er generelt et basalt krav, at en beskrivelse af alle udtryk må foretages ved hjælp af et hypernym, eller genus et differentiam. Dette omfatter naturligvis udtrykket ”gud”.

Arkitekter og andre har naturligvis intet problem med at beskrive ordet ”stol” på den krævede måde, nemlig således: ”En stol er et møbel til at sidde på”.

Derimod kan de religiøse hverken beskrive genus eller differentiam, når de skal forklare udtrykket ”gud”. Det må her nævnes, at udtryk som ”noget” og ”væsen” ikke er brugbare hypernymer, da de intet fortæller os.

Det må også pointeres, at det ikke er tilstrækkeligt at bruge betegnelser for oplevelser som hypernym eller genus. For når man har oplevelser, er alt, hvad der eksisterer, blot ens oplevelser. Så her er genus lig med ”oplevelse” - og intet andet. Dette er beskrevet nærmere i underafsnittet ”Religiøse forklaringer” i Afhandling nr. 5 med disse ord:

’Nogle vil måske fremføre at have evidens for sandheden af sætningen ”Gud eksisterer” og udtrykke denne evidens med sætningen ”Jeg har følt Guds nærhed”. Men i så fald er det eneste, der kan siges at foreligge eller at have foreligget, en følelse af en bestemt slags, nemlig selve den refererede følelse, hvordan den end har været, men ikke en eksistens af noget som helst andet. Derfor kan sætningen ikke være en dækkende beskrivelse af den pågældende følelse. Den refererede oplevelse kan heller ikke give mening til et begreb om nogen gud, da den diskuterede sætning præsupponerer, at meningen af dette putative begreb er afklaret, dvs. hvilken slags entitet tegnfølgen ”gud” eventuelt måtte referere til. En sætnings semantiske mening skal simpelthen være klarlagt, før den kan udtrykke noget.’

Det må bemærkes, at ateisternes sætning ”Der er ikke en gud” forudsætter, at denne sætning i princippet kunne være sand, men at dette tilfældigvis blot ikke er tilfældet. Dette fejlagtige forudsætning tildeler et skær af fornuft til religion.

Med andre ord, ateisten forstår ikke de religiøses fejl, men begår dem selv.

Konsekvenser.

De såkaldte kulturkristne leverer grogrund til den egentlige kristendom (den evangelisk lutherske folkekirke). Begge parter skaffer grogrund for nærtbeslægtede religioner, i.e. pinsemissionen, etc.

På grund af religionernes fælles kerne, som består i accepten af semantisk meningsløse udtryk, er der ikke nogen tydelig grænse mellem de forskellige religiøse lag og grupper, kun gradvist forskellige karakteristika. Det følger af ovenstående bemærkninger, at heller ikke de mennesker, der kalder sig ”ateister”, har forstået dette. På denne måde udgør alle de religiøse et sammenhængende fælleskab sammen med dem, der kalder sig ateister eller agnostikere.

Ifølge de kulturkristne er kristendom - og religion i det hele taget - noget fornuftigt. Og så snart man har accepteret dette, kan man gå et skridt videre til en endnu værre religion og dermed legitimere endnu mere elendighed i form af fordømmelse, der fører til skændige handlinger: chikane af andre mennesker, krænkelser, vold og drab.

Muligvis kan de religiøses aggressioner hænge sammen med, at de er faldet for nogle forestillinger om noget, de ikke kan forklare, ikke blot fordi disse ikke er sande, men også fordi de har en diffus sammenhæng til semantisk meningsløse udryk.

Vi bør derfor feje for vor egen dør ved hjælp af øget oplysning, inden vi sender soldater til kamp mod religiøse ekstremister – eller i det mindst sideløbede dermed. Dette kan - med vores hjælp - brede sig som ringe i vandet.

Folk har behov for en større indsigt i, hvilke udsagn der er fornuftige, og hvilke der sprogligt meningsløse, således som der kort er gjort rede for ovenfor. Der må udbredes en forståelse af, at man skal kunne begrunde sine standpunkter. At fremføre en begrundelse forudsætter, at man kan forklare de udtryk man bruger. Ellers har vi blot personer på den ene side, der bifalder et eller andet, og andre på den anden side, der fordømmer det samme. Tilbage er der kun sværdet.

Religion bygger på et grundlag af disse manglende overvejelser. Men hvordan skal vi overhovedet kunne udbrede forståelse af dette, selv i et ellers oplyst land? For selv den mindste overvejelse vil føre til den indsigt, at de religiøse udtryk er sprogligt meningsløse. Problemet er, at mange mennesker ikke selv kan indse disse indlysende sandheder – eller at de ikke ønsker dette, fordi det kan forstyrre deres forestillinger.

Det er altså ikke først og fremmest således, at manglende omtanke og indsigt er forårsaget af religion, men at disse to er religionens ophav. Men når religionen først har opnået frirum, legitimerer den en endnu større mangel på omtanke.