Ændringer og tilføjelser 1. okt. 2015 og 15. dec. 2015.
Den bemærkelsesværdige accept af tilfældige standpunkter.
Det er tilsyneladende en udbredt opfattelse, at det blot at have et standpunkt har en værdi i sig selv. Nogle politikere og andre mener endog, at deres politiske holdning uden videre kan udgøre et tilstrækkeligt modargument, måske endog et argument, der kan vælte videnskabelige argumenter.
Man kan høre udtalelser som ”Jeg respekterer hende for at stå fast på sine standpunkter”. Men der er kun noget at respektere, hvis den pågældende kan fremføre tilstrækkelige argumenter, eftersom det er det næstletteste i verden blot at have et standpunkt. For det kræver ingen omtanke at vælge et tilfældigt standpunkt, der lige passer en. Masser af mennesker har irrationelle standpunkter. Der er intet værdifuldt i dette, tværtimod. Nogle mennesker roses inderligt for deres mod til at stå fast ved deres standpunkt. Men det allerletteste er at stå fast ved et standpunkt. Thi dette kræver slet ingen ting, kun selvkritikkens ophør.
Kunsten er derimod at kunne argumentere for ens standpunkter. Argumenter er forudsætningen for at have et standpunkt. Jo mindre man tænker sig om, jo lettere er det at have et standpunkt. Det er tilmed det letteste i verden at stå fast på ens standpunkter, for denne fasholden består blot i at undlade at genoverveje disse, altså i ikke at tænke sig om.
Det må bemærkes, at det at begrunde sine standpunkter med noget andet, man blot har valgt at mene, ikke kan udgøre nogen argumentation, medmindre dette allerede er velbegrundet. At have et seriøst standpunkt kræver naturligvis en oplyst og lødig argumentation.
Så det forholder sig lige modsat af, hvordan mange mennesker opfatter sagen: Jo mere man tænker sig om, jo vanskeligere er det at have et standpunkt:
Det næstletteste i verden er at have et standpunkt, for det består blot i at vælge et standpunkt, der lige passer en selv og at sætte et par ord på.
Det allerletteste i verden er at ”stå fast på sit standpunkt” for det kræver slet ingenting.
Udsagn som ”Jeg mener mit og du mener dit” og ”Mine standpunkter kan være lige så gode som dine”, som virkeligt høres af og til, fører ikke civilisationen fremad. Det fører tværtimod til en situation, hvor parterne står i hver sit hjørne og ikke kan gøre andet and at fremsætte sådanne udsagn. Tilbage er kun sværdet.
Noget af det dummeste, der kan siges i en diskussion, men som ikke desto mindre høres af og til, er ”Du må finde dig i, at der er nogen, der mener det andet end dig”.
Thi denne kritik forudsætter den netop tilbageviste forestilling, at selve det blot at mene noget, er positivt og agtværdigt. Oven i dette er den en nedgørelse og forhånelse af den person, der gør det eneste rigtige, der er at gøre i en debat, nemlig simpelthen at argumentere.
Krav til argumentation.
Enhver lødig argumentation kræver som noget af det mest basale, at man kan forklare betydningen af de udtryk, man bruger. Dette kniber især for de religiøse, for når de hævder ”Jeg tror på Gud”, fremfører de en sætning, der indeholder to udtryk, der ikke har nogen semantisk mening.
Der er naturligvis ikke problemer med, at de religiøse bruger udtrykket ”at tro” i betydningen at formode eller at have tillid eller anvender udtrykket ”gud” som betegnelse for en figur i en fiktion. Men det er typisk ikke på denne måde, de religiøse bruger disse ord.
Så hvis de religiøse spørger ”Hvad er dit forhold til gud?”, må man spørge dem om, hvad udtrykket ”gud” betegner. Dette kan de imidlertid ikke forklare på nogen gyldig måde, f.eks. per genus et differentiam.
En sådan slags forklaring udgøres f.eks. af definitionen ”En stol er et møbel til at sidde på”. Her er ”stol” genus, hypernymet, eller overbegrebet som forklares nærmere. Dette gøres med et differentiam, om her er forskellen fra overbegrebet ”stol”, nemlig den supplerende beskrivelse ”til at sidde på”. Det refererede genus skal naturligvis have et sigende indhold, ellers er det indholdsløst. Derfor kan ord som ”noget”, som er uspecifikt, eller ”væsen”, som blot betyder noget værende (dvs. at det, der skal defineres, eksisterer), slet ikke bruges her.
De religiøse genbruger typisk disse ord uden at bruge dem i disse betydninger eller i nogen specificeret betydning overhovedet, men kun som lyde, hvortil de knytter nogle vage forestillinger. Disse tomme tegnfølger låner blot et skin af semantisk mening fra de oprindelige og faktiske ord.
Hvis de religiøse rent kontrafaktisk kunne løse denne opgave, ville de næppe være tilfredse med den naturlige og letforståelige forklaring, der herved ville opstå.
Ironisk nok er det eneste semantisk meningsfulde, man kan hævde, at de religiøse tror på, og som vedrører religion, at de tror, at deres religiøse sætninger har semantisk mening.
Konsekvenserne af accepten af meningsløse udtryk.
Hvis man accepterer brugen af sprogligt menigsløse udtryk i sine egne og ligestilledes sætninger, accepterer man forestillingen om, at alt kan hævdes og fremføres uden gode begrundelser og forklaringer, dvs. også anbefalinger af alskens elendighed. Thi ens kritiske sans er dermed sat ud af kraft.
Men hvad er det egentlig, der fremføres, hvis det er semantisk meningsløst? I bedst fald kun diffuse udsagn. De, der fremfører dem, gør det ud fra nogle diffuse forestillinger, som består i forvrængninger af klare forestillinger. Og de, der accepterer dem, kan mene at drage konklusioner ud fra disse, og her kan der være tale om alt. Dermed kan de, der fremføre sådanne udsagn, også føle sig berettigede til at hævde alt og at sætte grusomheder i værk.
Nogle vil indvende, at blandt disse ytringer kan der også være anbefalinger om at gøre dette eller hint, der er til gode for mennesker og menneskeheden. Men disse sætninger er tilfældige, og men ved derfor ikke på forhånd, hvilke slags udsagn der kan være tale om. Det er derfor usandsynligt, at der er tale om ren fornuft uden iblandet non-sense. Under alle omstændigheder skal de begrundes.
En sådan tilstand er naturligvis fuldstændig uacceptabel, da den truer freden lokalt og globalt.
Det er grundlaget for enhver religion, at det forestilles at være acceptabelt at fremføre og acceptere semantisk meningsløse sætninger eller tegnfølger. Dette betyder, at når man accepterer den mest uskyldige kristendom eller en anden religion, accepterer man ikke blot denne religions grundlag, men også grundlaget for alle mulige vanvidsreligioner: accepten af semantisk meningsløse tegnfølger, for denne er de fælles om. Disse religioner mangfoldiggør sig ved knopskydning, lige som Hydras hoveder, og kan derfor ikke bekæmpes ved krig.
Kun oplysning og fornuft kan få dette uvæsen til at visne bort.
Religionernes påbudsetik.
Det må bemærkes, at religionernes etiske udsagn ganske vist kan have semantisk mening, men de er blot religionernes lånte fjer. For etiske udsagn skal begrundes ud fra en forståelse af sagens selv, At henholde sig til påbud er ynkeligt og tankeløst. Desuden kan etiske påbud og hvad som helst andet slet ikke begrundes ud fra semantisk meningsløse sætninger.
Disse etiske udsagn virker blot som reklame for resten af religionen.
Det må ligeledes bemærkes, at denne accept sniger sig ind alle mulige vegne:
Hvis en organisation med navnet Kristelig Nødudrykning annoncerer for sin nødudrykning, gør denne organisation reklame for religion ved at forbinde religion med forestillingen om det gode, den gør: nødhjælp. Med den ene hånd støtter denne forening med sit navn religionernes fælles grundlag, som også er grundlaget for de religioner, der skaber den elendighed, som den med den anden hånd samler ind til at afbøde.
På lignende måde vil en forening med navnet Kristendommens Korsfarere forbinde sig selv med gode gerninger, qua valget af sit navn. Det betyder, at hvis en person, X, lader sig fotografere sammen med en flok glade handikappede i Korsfarernes lokaler, gør også denne person reklame for religion.
Den kulturelle og menneskelige katastrofe.
Forestillingen om, at det er legitimt og fornuftigt at fremføre sætninger, der hverken behøver at have semantisk mening eller at begrundes, er en fejlagtig og uheldig antagelse. Det er en kulturel og menneskelig katastrofe, mildt sagt.
Der sker med denne forestilling et katastrofalt stort skred fra fornuft til den dybeste ufornuft.
Denne forestilling om, at man kan handle ud fra udsagn, der mangler det mest basale, nemlig sproglig mening, baner vejen for alskens elendige påstande og gerninger, der kan fremmes af alle tænkelige forbryderiske magthavere.
Det overflødiggør argumentationen, eller rettere lader hånt om den, og man kan derfor få den tanke, at de, der vælger at være religiøse, slet ikke er interesserede i, at deres udtryk skal være ord. For dette valg give dem et falsk alibi for at kunne hævde og foretage hvad som helst.
De, der derimod kan tænke og argumentere klart og indse ovenstående, bør forsøge at forhindre dette - ved hjælp af en klogskab og formidling, der så forhåbentlig vil brede sig som ringe i vandet.
Litteratur:
[Hegel 88] G.W.F. Hegel: Phänomenologie des GeistesFelix Meiner Verlag GmbH (Hamburg 1988).
”Indem jener sich auf das Gefühl, sein inwendiges Orakel, beruft, ist er gegen den, der nicht übereinstimmt, fertig; er muß erklaren, daß er dem weiter nichts zu sagen habe, der nicht dasselbe in sich finde und fühle; - mit andern Worten, er tritt die Wurzel der Humanität mit Füßen. Denn die Natur dieser ist, auf die Übereinkunft mit andern zu dringen, und ihre Existenz nur in der zu Stande gebrachten Gemeinsamkeit der Bewußtsein. Das Widermenschliche, das Tierische besteht darin, im Gefühle stehen zu bleiben und nur durch dieses sich mitteilen zu können.”
[1] Jeg har i et tidligere indlæg skrevet, at ”intet er lettere end blot at have et standpunkt”.
[2] Ifølge G.W.F. Hegel er det antihumanistisk kun at udtrykke sin følelse og ikke at ville forklare sig over for dem, der ikke er enige med en. Hegel udtrykker dette i ”Vorrede” til Phänomenologie des Geistes, hvor han taler om det, han kalder "den sunde menneskeforstand", og fremfører, at:
Når et menneske blot påberåber sig sin fornemmelse, sit indre orakel, er han færdig med den person, der ikke er enig. Han kan da kun erklære, at han ikke har mere at sige til den person, der ikke finder og føler det samme i sig. Den pågældende træder herved roden til humaniteten under fode. Thi det er det menneskeliges natur at nå frem til overensstemmelse med andre, og ne eksistere kun i et tilvejebragt fællesskab af forståelse. Det umenneskelige, det dyriske består i at blive stående ved følelsen og kun at kunne udtrykke sig gennem den. (G.W.F. Hegel: Phänomenologie des Geistes, Felix Meiner Verlag GmbH, Hamburg 1988, p. 51, min forkortede version.)
Dette kan begrundes med det faktum, at uden kommunikation bliver vi isolerede væsener. Manglende interesse i at forklare sig er også manglende interesse i at afklare sine egne standpunkter, i at gennemtænke dem en gang til. Historien, også den allernyeste del af den, har dokumenteret, at en sådan indstilling simpelthen er farlig for verdensfreden, nemlig hvis man vil udbrede sine synspunkter uden at argumentere.
[3] Dette er diskuteret grundigt i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5, på hjemmesiden http://www.123hjemmeside.dk/anti-introductionism/
