Denne udgave er foreløbig.
Indledning.
Nogle mennesker er forjættede af ordet
”menneskerettigheder”, andre vil have Menneskerettighederne afskaffet.
Undertegnede går ind for en forstærkning af deres fundament, ja endog en velunderbygget
fornyelse af det. En sådan eksisterer faktisk allerede til umiddelbar anvendelse.
Desuden påpeges en alvorlig, ja endog skæbnesvanger misforståelse vedrørende religion.
Kritikpunkterne – og begrundelse.
Ideen om de såkaldte menneskerettigheder er ganske
vist meget sympatisk. Desværre er disse rettigheder uklart funderede og trænger
til en afklaring og præcisering.
Dette gælder ikke mindst den sproglige afklaring,
der er nødvendig for at skabe respekt for det essentielle i disse ideer.
Derimod må det straks pointeres, at det faktisk kan
begrundes, at der findes et absolut grundlag for en etik. Ud fra dette kan de
fleste af de rettigheder, der oplistes i menneskerettighedserklæringen,
udledes. Dette er mere, end hvad menneskerettighedserklæringen erklærer og
overhovedet berører.
Alt i alt kan der påpeges fire overordnede kritisable
forhold ved Menneskerettighederne:
A: Begrundelser for
menneskerettighederne mangler.
B: Visse udtryk i skriftet virker
muligvis forjættende, men de er ikke desto mindre uklare.
C: Der er handlinger og
forhold, hvis fejlagtighed er indlysende, men som disse rettigheder ikke kan
gøre korrekt op med. Disse såkaldte menneskerettigheders værdi må også
kunne testes i praksis.
D: Specielt er den
måde, religionsfrihed indgår i rettighederne på, problematisk. Dette kræver en
særskilt, supplerende uddybning.
A. Menneskerettighederne bør kunne begrundes.
Vedrørende begrundelse nytter det ikke at omtale
menneskerettighederne med underforstået ærbødighed og tale om, at de er blevet
fremført og forfægtet af ildsjæle osv. Ildsjæle kan gå ind for så meget
forskelligt! Dette udgør ikke i selv en positiv kvalitet. Menneskerettighederne
kan således ikke kaldes rigtige, blot fordi en række mennesker er blevet enige
om dem, for det implicerer ikke sandhed. Med andre ord bør
menneskerettighederne kunne begrundes - lige som alle andre udsagn.
Det er her ikke nok at begrunde et udsagn ud fra et
andet udsagn, men finder rigtigt. Desuden må de indgående udtryk kunne
forklares.
Det interessante er heldigvis, at etiske krav og rettigheder
faktisk kan begrundes. Det kan endog begrundes, at der findes et uomgængeligt
grundlag for en etik, dvs. en etik, som enhver, der overhovedet vil argumentere,
må indrømme er rigtig. Denne begrundelse er af logisk art:
I afsnittet ”Etik og Politik” i Afhandling nr. 6 er der argumenteret for dette uomgængelige
grundlag for en etik og politik. Argumentet kan måske forekomme indirekte, dvs.
at have bevæget sig ad en omvej. Dette er undersøgt i afsnittet ”Et etisk grundlag”
i Afhandling nr. 7. Dette indlæg ser
desuden på individets personlige etiske forpligtelser.
Da det er praktisk at kunne gengive argumentet både
kort og fyldestgørende, følger en sådan gengivelse her. Denne er suppleret med
endnu en konsekvens.
Udledningen af et logisk nødvendigt grundlag for etik og politik.
Hvis man overhovedet vil diskutere spørgsmålet, om
der findes et grundlag, dvs. et uomgængeligt
grundlag, for en etik, må man indrømme, at der findes et sådant grundlag, oven
i købet et grundlag,
der kan specificeres nærmere. Årsagen hertil er følgende:
1) En sådan diskussion og søgning efter et svar, gør det
nødvendigt at fordybe sig i spørgsmålet og at tilstræbe at afklare alle de
forhold, der kan belyse det.
2) Dette kræver gode livsforhold for den, der vil bestræbe
sig på at foretage de nødvendige undersøgelser og overvejelser.
3) En begrundet benægtelse kræver det samme anstrengelser og
fører dermed til det samme resultat. Med andre ord, resultatet kan ikke
benægtes.
Folk kan naturligvis også hævde, at de vil være ligeglade med spørgsmålet
om etikkens grundlag, men de kan selvsagt ikke argumentere for, at dette er
acceptabelt, da det fører os tilbage til punkt 2.
Hermed har vi fundet frem til et uomgængeligt grundlag for en etik og en
politik:
Vi må stille krav om gode livsforhold
for alle.
Nogle vil hævde, at denne konklusion er selvindlysende.
Men den afgørende pointe er, at dette ikke konsistent kan benægtes.
Dette resultat har konkrete implikationer for,
hvordan samfundet skal være for at opfylde dette, og for hvordan vi bør handle.
Desuden er hovedparten af Menneskerettighedernes
artikler i overensstemmelse med det.
Konsekvenser.
Det følger af dette grundlag, at handlinger, der
forringer andres livsvilkår, er forkastelige. Dermed er det forkasteligt, hvis
et lands love tvinger borgerne i bestemte samfundsgrupper til at bruge alle
deres kræfter på at skaffe til dagen og vejen, således at de ikke får overskud
til fordybelse og erfaringer, dvs. overskud til at leve livet og at erkende
det.
I Afhandling
Nr. 6 er der anført flere konsekvenser.
Derudover er det således, at arbejdet med det
grundlag i selv implicerer eller kræver en personlig fordybelse i mange forskellige
emner. Det er netop dette som definerer de gode livsvilkår.
B: De uklare begreber.
I dette afsnit skal de uklare begreber påpeges og forklares.
Enhver begrundelse og argumentation, og også ethvert standpunkt, indebærer, at
de brugte udtryk har en afklaret betydning. De personer, der hævder noget, skal
selv kunne begrunde deres udsagn og kunne forklare deres udtryk.
Menneskerettighederne indledes desværre med en række
flot klingende ord uden klare betydninger. Disse er ikke engang forsøgt
udredte. Dette faktum kan modstilles udråbet
”Frihed, lighed og
broderskab!”.
Thi denne erklæring udtrykker i det mindste en klar
og markant hensigtserklæring.
Det er derimod uklart, hvad det anvendte udtryk ”rettigheder”
betyder. Normalt er rettigheder noget, man er tildelt af lovgivningen. Man har
ikke nogen rettigheder slet og ret. Ganske vist kan man også siges at have
etiske rettigheder til dette eller hint, f.eks. etisk ret til at forsvare sig.
Men denne er givet lovgivningsmæssigt eller ud fra andre begrundelser.
Desuden kan denne ret begrundes grundlæggende ud fra
ovennævnte grundlag for en etik, men dette afgørende faktum beskæftiger
menneskerettighederne sig desværre slet ikke med.
Der er flere problemer med følgende erklæring:
”Artikel 1. Alle mennesker er
født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og
samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”
Udsagnet ”Alle mennesker er født lige” handler enten
om 1) empiriske fakta og betyder så ”Alle mennesker er fra fødslen stillet på
samme måde med hensyn til rettigheder, social status el.lign.” – eller også 2)
handler det om et eller andet principielt.
Ad 1. Dette udsagn om lighed gælder ikke fra
naturens side, da det er betinget af lovgivning og samfundet og ikke mindst af
forældrenes indkomst, begavelse, uddannelse og horisont, og det bør måske
erstattes af et udsagn om, hvad ”alle mennesker bør være”.
Hvad det næst sidste udsagn om fornuft angår, er
spædbørn muligvis ens stillede, men spædbørn handler ikke overfor en større
omverden, og for voksne menneskers vedkommende kan al fornuft og samvittighed
være forsvundet for længst.
Alle disse rettigheder er således ikke rettigheder,
der foreligger, men nogle, der skal bringes
til veje: rettigheder hører under lovgivningen. Hvad angår social status,
skal der bringes en række forhold til veje af hensyn til uddannelse og meget mere.
Ad 2: En mulighed kunne være, at der refereres til
”en iboende lighed” eller, som der står Menneskerettighederne, ”den mennesket
iboende værdighed”, men det må så forklares hvad en sådan skulle bestå i. En
anden kunne være, at vi alle fortjener lige meget hensyn, da ingen uligheder er
selvforskyldte, hvilket dog kun er sandt, når vi lige er født.
Udsagnet udtrykker åbenbart ikke noget som helst
fundamentalt og uproblematisk.
Derimod kan der argumenteres for, at vi har alle de samme etiske rettigheder - begrundet med
hensynet til gode livsvilkår, fordi
der ikke indgår referencer til bestemte individer i den fundamentale begrundelse
af disse.
C: Udfordringer.
Monarkiet kan ikke forsvares, da det per definition indebærer, at vi ikke er lige. Det er endog stærkt ydmygende for
det enkelte medlem af samfundet at skulle være underkastet en tilfældig monark
med store økonomiske og rettighedsmæssige privilegier.
Det
betyder, at så længe der er monarki i Danmark, er ikke alle født lige i
Danmark. Derfor bør menneskerettighederne tage afstand til monarkiet, uanset
hvad dette helt specifikt kaldes.
Ikke-terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge kan heller ikke
forsvares. For det er et faktum, at ikke-terapeutisk forhudsamputation er en
livsvarig krænkelse af et andet individs personlige identitet.
Thi måske
udvikler barnet sig til et ikke-religiøst menneske eller til et menneske med
stor kulturel horisont. Skal det opvoksende individ så virkelig leve med en
tilstand, det aldrig selv ville have valgt? Skal det på denne måde være
forhindret i at være i overensstemmelse med sig selv? Skal det så leve med et
mærke, der er påført det af andre mennesker på grund af en holdning, som det
selv tager stærkt afstand fra?
Derfor bør
menneskerettighederne tage afstand til ikke-terapeutisk forhudsamputation af
umyndige drenge..
Da det er
uetisk at krænke andre, er det forkert at gå ind for at forhudsamputere
umyndige drenge uden lægefaglig begrundelse. Frihed for sådanne indgreb bør
derfor klart høre ind under menneskerettighederne.
Der er
heller ikke tale om lighed, da der
er strengt forbudt at foretage ikke-terapeutisk forhudsamputation af piger i
nogen som helst grad, men altså ikke af drenge. Også af denne grund er der tale
om et brud på menneskerettighederne.
D: Såkaldt ”religionsfrihed”.
Religion bliver indirekte ophøjet til noget særligt
af menneskerettighederne. Men denne fejltagelse er samfundsskadelig, da
religion er skadelig for verdensfreden:
”Artikel 18.
Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret
omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene
eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion
eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af
religiøse forskrifter. ”
Denne artikel indeholder ukritisk religiøs tale og
er rent faktisk religionsudøvelse. Dette er begrundet i artiklen ”Krav til standpunkter
og argumenter - eller kulturel og menneskelig elendighed”.
Den almindelige ret til handlinger og ytringer
følger af grundlaget for en etik:
Vi har ret til at foretage de handlinger, vi vil,
så længe det ikke generer andre mennesker. Vi har ret til at sige det, vi vil,
så længe det ikke generer andre mennesker.
Det, vi kalder religionsfrihed, er blot den frihed,
der falder herind under. Yderligere frihed kan ikke begrundes.
Handlinger der foretages i religionens navn, er blot
en bestemt slags handlinger, og sætninger, der indeholder semantisk meningsløse
udtryk, som f.eks. ”tro”, og ”frelse”, når det betegner formodning eller
tillid, er blot en bestemt slags sætninger. Det er alt, hvad der kan lægges i udtrykket
”religionsfrihed”.
Men hvad indebærer ”gudsdyrkelse”? Og ”overholdelse
af religiøse forskrifter”?
Med god velvilje kan det siges, at udtrykket
”gudsdyrkelse” betegner de handlinger, som de religiøse knytter sammen med deres
brug af udtrykket ”gud”. Men det er lidt søgt, for normalt har alle bestanddele
af et ord selvstændig mening, ligesom i f.eks. ”anedyrkelse”.
Hvad angår ”overholdelse af religiøse forskrifter”
stiller sagen sig overmådeligt meget værre, da disse kan ”foreskrive” hvilke
som helst forkastelige og groteske handlinger!
Sammenligning med den logiske begrundelses implikationer.
Om det lige præcis er Menneskerettighedernes 3o
artikler med det indhold, de har, der er det optimale indhold, er relativt
underordnet i denne principielle henseende.
Hvad angår de fleste af disse 30 artikler, ses det,
at de er i overensstemmelse med den logiske begrundelse. Undtagelserne er disse:
Artikel 1 kan kritiseres for sine uklare begreber.
Artikel 2 fejler ved at ophøje religion som noget
særligt.
Artikel 18 er en forværring af artikel 2 på grund
sin tale om religiøse forskrifter, som skal følges.
Som det ses, vil utilstrækkeligt fundamenterede
principper kunne tilsidesættes af uheldige, misforståede hensyn til allerede
tilstedeværende forhold..
Men Menneskerettighedserklæringernes åbenbart
fejlagtige tilladelser vil ikke kunne bringes i overensstemmelse med det uomgængelige
etiske grundlags krav.
Referencer.
