Denne udgave er foreløbig.

Indledning.

Nogle mennesker er forjættede af ordet ”menneskerettigheder”, andre vil have Menneskerettighederne afskaffet. Undertegnede går ind for en forstærkning af deres fundament, ja endog en velunderbygget fornyelse af det. En sådan eksisterer faktisk allerede til umiddelbar anvendelse. Desuden påpeges en alvorlig, ja endog skæbnesvanger misforståelse vedrørende religion.

Kritikpunkterne – og begrundelse.

Ideen om de såkaldte menneskerettigheder er ganske vist meget sympatisk. Desværre er disse rettigheder uklart funderede og trænger til en afklaring og præcisering.

Dette gælder ikke mindst den sproglige afklaring, der er nødvendig for at skabe respekt for det essentielle i disse ideer.

Derimod må det straks pointeres, at det faktisk kan begrundes, at der findes et absolut grundlag for en etik. Ud fra dette kan de fleste af de rettigheder, der oplistes i menneskerettighedserklæringen, udledes. Dette er mere, end hvad menneskerettighedserklæringen erklærer og overhovedet berører.

Alt i alt kan der påpeges fire overordnede kritisable forhold ved Menneskerettighederne:

A: Begrundelser for menneskerettighederne mangler.

B: Visse udtryk i skriftet virker muligvis forjættende, men de er ikke desto mindre uklare.

C: Der er handlinger og forhold, hvis fejlagtighed er indlysende, men som disse rettigheder ikke kan gøre korrekt op med. Disse såkaldte menneskerettigheders værdi må også kunne testes i praksis.

D: Specielt er den måde, religionsfrihed indgår i rettighederne på, problematisk. Dette kræver en særskilt, supplerende uddybning.

A. Menneskerettighederne bør kunne begrundes.

Vedrørende begrundelse nytter det ikke at omtale menneskerettighederne med underforstået ærbødighed og tale om, at de er blevet fremført og forfægtet af ildsjæle osv. Ildsjæle kan gå ind for så meget forskelligt! Dette udgør ikke i selv en positiv kvalitet. Menneskerettighederne kan således ikke kaldes rigtige, blot fordi en række mennesker er blevet enige om dem, for det implicerer ikke sandhed. Med andre ord bør menneskerettighederne kunne begrundes - lige som alle andre udsagn.

Det er her ikke nok at begrunde et udsagn ud fra et andet udsagn, men finder rigtigt. Desuden må de indgående udtryk kunne forklares.

Det interessante er heldigvis, at etiske krav og rettigheder faktisk kan begrundes. Det kan endog begrundes, at der findes et uomgængeligt grundlag for en etik, dvs. en etik, som enhver, der overhovedet vil argumentere, må indrømme er rigtig. Denne begrundelse er af logisk art:

I afsnittet ”Etik og Politik” i Afhandling nr. 6 er der argumenteret for dette uomgængelige grundlag for en etik og politik. Argumentet kan måske forekomme indirekte, dvs. at have bevæget sig ad en omvej. Dette er undersøgt i afsnittet ”Et etisk grundlag” i Afhandling nr. 7. Dette indlæg ser desuden på individets personlige etiske forpligtelser.

Da det er praktisk at kunne gengive argumentet både kort og fyldestgørende, følger en sådan gengivelse her. Denne er suppleret med endnu en konsekvens.

Udledningen af et logisk nødvendigt grundlag for etik og politik.

Hvis man overhovedet vil diskutere spørgsmålet, om der findes et grundlag, dvs. et uomgængeligt grundlag, for en etik, må man indrømme, at der findes et sådant grundlag, oven i købet et grundlag, der kan specificeres nærmere. Årsagen hertil er følgende:

1) En sådan diskussion og søgning efter et svar, gør det nødvendigt at fordybe sig i spørgsmålet og at tilstræbe at afklare alle de forhold, der kan belyse det.

2) Dette kræver gode livsforhold for den, der vil bestræbe sig på at foretage de nødvendige undersøgelser og overvejelser.

3) En begrundet benægtelse kræver det samme anstrengelser og fører dermed til det samme resultat. Med andre ord, resultatet kan ikke benægtes.

Folk kan naturligvis også hævde, at de vil være ligeglade med spørgsmålet om etikkens grundlag, men de kan selvsagt ikke argumentere for, at dette er acceptabelt, da det fører os tilbage til punkt 2.

Hermed har vi fundet frem til et uomgængeligt grundlag for en etik og en politik:

Vi må stille krav om gode livsforhold for alle.

Nogle vil hævde, at denne konklusion er selvindlysende. Men den afgørende pointe er, at dette ikke konsistent kan benægtes.

Dette resultat har konkrete implikationer for, hvordan samfundet skal være for at opfylde dette, og for hvordan vi bør handle.

Desuden er hovedparten af Menneskerettighedernes artikler i overensstemmelse med det.

Konsekvenser.

Det følger af dette grundlag, at handlinger, der forringer andres livsvilkår, er forkastelige. Dermed er det forkasteligt, hvis et lands love tvinger borgerne i bestemte samfundsgrupper til at bruge alle deres kræfter på at skaffe til dagen og vejen, således at de ikke får overskud til fordybelse og erfaringer, dvs. overskud til at leve livet og at erkende det.

I Afhandling Nr. 6 er der anført flere konsekvenser.

Derudover er det således, at arbejdet med det grundlag i selv implicerer eller kræver en personlig fordybelse i mange forskellige emner. Det er netop dette som definerer de gode livsvilkår.

B: De uklare begreber.

I dette afsnit skal de uklare begreber påpeges og forklares. Enhver begrundelse og argumentation, og også ethvert standpunkt, indebærer, at de brugte udtryk har en afklaret betydning. De personer, der hævder noget, skal selv kunne begrunde deres udsagn og kunne forklare deres udtryk.

Menneskerettighederne indledes desværre med en række flot klingende ord uden klare betydninger. Disse er ikke engang forsøgt udredte. Dette faktum kan modstilles udråbet

”Frihed, lighed og broderskab!”.

Thi denne erklæring udtrykker i det mindste en klar og markant hensigtserklæring.

Det er derimod uklart, hvad det anvendte udtryk ”rettigheder” betyder. Normalt er rettigheder noget, man er tildelt af lovgivningen. Man har ikke nogen rettigheder slet og ret. Ganske vist kan man også siges at have etiske rettigheder til dette eller hint, f.eks. etisk ret til at forsvare sig. Men denne er givet lovgivningsmæssigt eller ud fra andre begrundelser.

Desuden kan denne ret begrundes grundlæggende ud fra ovennævnte grundlag for en etik, men dette afgørende faktum beskæftiger menneskerettighederne sig desværre slet ikke med.

Der er flere problemer med følgende erklæring:

”Artikel 1. Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”

Udsagnet ”Alle mennesker er født lige” handler enten om 1) empiriske fakta og betyder så ”Alle mennesker er fra fødslen stillet på samme måde med hensyn til rettigheder, social status el.lign.” – eller også 2) handler det om et eller andet principielt.

Ad 1. Dette udsagn om lighed gælder ikke fra naturens side, da det er betinget af lovgivning og samfundet og ikke mindst af forældrenes indkomst, begavelse, uddannelse og horisont, og det bør måske erstattes af et udsagn om, hvad ”alle mennesker bør være”.

Hvad det næst sidste udsagn om fornuft angår, er spædbørn muligvis ens stillede, men spædbørn handler ikke overfor en større omverden, og for voksne menneskers vedkommende kan al fornuft og samvittighed være forsvundet for længst.

Alle disse rettigheder er således ikke rettigheder, der foreligger, men nogle, der skal bringes til veje: rettigheder hører under lovgivningen. Hvad angår social status, skal der bringes en række forhold til veje af hensyn til uddannelse og meget mere.

Ad 2: En mulighed kunne være, at der refereres til ”en iboende lighed” eller, som der står Menneskerettighederne, ”den mennesket iboende værdighed”, men det må så forklares hvad en sådan skulle bestå i. En anden kunne være, at vi alle fortjener lige meget hensyn, da ingen uligheder er selvforskyldte, hvilket dog kun er sandt, når vi lige er født.

Udsagnet udtrykker åbenbart ikke noget som helst fundamentalt og uproblematisk.

Derimod kan der argumenteres for, at vi har alle de samme etiske rettigheder - begrundet med hensynet til gode livsvilkår, fordi der ikke indgår referencer til bestemte individer i den fundamentale begrundelse af disse.

C: Udfordringer.

Monarkiet kan ikke forsvares, da det per definition indebærer, at vi ikke er lige. Det er endog stærkt ydmygende for det enkelte medlem af samfundet at skulle være underkastet en tilfældig monark med store økonomiske og rettighedsmæssige privilegier.

Det betyder, at så længe der er monarki i Danmark, er ikke alle født lige i Danmark. Derfor bør menneskerettighederne tage afstand til monarkiet, uanset hvad dette helt specifikt kaldes.

Ikke-terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge kan heller ikke forsvares. For det er et faktum, at ikke-terapeutisk forhudsamputation er en livsvarig krænkelse af et andet individs personlige identitet.

Thi måske udvikler barnet sig til et ikke-religiøst menneske eller til et menneske med stor kulturel horisont. Skal det opvoksende individ så virkelig leve med en tilstand, det aldrig selv ville have valgt? Skal det på denne måde være forhindret i at være i overensstemmelse med sig selv? Skal det så leve med et mærke, der er påført det af andre mennesker på grund af en holdning, som det selv tager stærkt afstand fra?

Derfor bør menneskerettighederne tage afstand til ikke-terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge..

Da det er uetisk at krænke andre, er det forkert at gå ind for at forhudsamputere umyndige drenge uden lægefaglig begrundelse. Frihed for sådanne indgreb bør derfor klart høre ind under menneskerettighederne.

Der er heller ikke tale om lighed, da der er strengt forbudt at foretage ikke-terapeutisk forhudsamputation af piger i nogen som helst grad, men altså ikke af drenge. Også af denne grund er der tale om et brud på menneskerettighederne.

D: Såkaldt ”religionsfrihed”.

Religion bliver indirekte ophøjet til noget særligt af menneskerettighederne. Men denne fejltagelse er samfundsskadelig, da religion er skadelig for verdensfreden:

”Artikel 18. Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter. ”

Denne artikel indeholder ukritisk religiøs tale og er rent faktisk religionsudøvelse. Dette er begrundet i artiklen ”Krav til standpunkter og argumenter - eller kulturel og menneskelig elendighed”.

Den almindelige ret til handlinger og ytringer følger af grundlaget for en etik:

Vi har ret til at foretage de handlinger, vi vil, så længe det ikke generer andre mennesker. Vi har ret til at sige det, vi vil, så længe det ikke generer andre mennesker.

Det, vi kalder religionsfrihed, er blot den frihed, der falder herind under. Yderligere frihed kan ikke begrundes.

Handlinger der foretages i religionens navn, er blot en bestemt slags handlinger, og sætninger, der indeholder semantisk meningsløse udtryk, som f.eks. ”tro”, og ”frelse”, når det betegner formodning eller tillid, er blot en bestemt slags sætninger. Det er alt, hvad der kan lægges i udtrykket ”religionsfrihed”.

Men hvad indebærer ”gudsdyrkelse”? Og ”overholdelse af religiøse forskrifter”?

Med god velvilje kan det siges, at udtrykket ”gudsdyrkelse” betegner de handlinger, som de religiøse knytter sammen med deres brug af udtrykket ”gud”. Men det er lidt søgt, for normalt har alle bestanddele af et ord selvstændig mening, ligesom i f.eks. ”anedyrkelse”.

Hvad angår ”overholdelse af religiøse forskrifter” stiller sagen sig overmådeligt meget værre, da disse kan ”foreskrive” hvilke som helst forkastelige og groteske handlinger!

Sammenligning med den logiske begrundelses implikationer.

Om det lige præcis er Menneskerettighedernes 3o artikler med det indhold, de har, der er det optimale indhold, er relativt underordnet i denne principielle henseende.

Hvad angår de fleste af disse 30 artikler, ses det, at de er i overensstemmelse med den logiske begrundelse. Undtagelserne er disse:

Artikel 1 kan kritiseres for sine uklare begreber.

Artikel 2 fejler ved at ophøje religion som noget særligt.

Artikel 18 er en forværring af artikel 2 på grund sin tale om religiøse forskrifter, som skal følges.

Som det ses, vil utilstrækkeligt fundamenterede principper kunne tilsidesættes af uheldige, misforståede hensyn til allerede tilstedeværende forhold..

Men Menneskerettighedserklæringernes åbenbart fejlagtige tilladelser vil ikke kunne bringes i overensstemmelse med det uomgængelige etiske grundlags krav.