E-mail til Socialistisk folkeparti 21/2 2016:
"Kære Pia Olsen Dyhr.
Jeg er interesseret i at vide, hvor længe partiet Socialistisk Folkeparti synes, at Danmark endnu skal være et land, der er så ukultiveret, at det endnu ikke endeligt har forbudt den barbariske skik, der går ud på, at forældre foranstalter forhudsamputation af deres drengebørn, uden at der foreligger terapeutiske grunde dertil. Det faktum, at selv det mindste indgreb i en piges kønsorganer allerede er strafbart, gør sagen endnu mere speciel.
Den kritik, der først og fremmest bør rettes mod ikke terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge er, at denne lemlæstelse er en livsvarig krænkelse af et andet individs personlige identitet.
For måske udvikler barnet sig til et ikke-religiøst menneske eller til et menneske med stor kulturel horisont. Skal det opvoksende individ så virkelig leve med en tilstand, det aldrig selv ville have valgt? Skal det på denne måde være forhindret i at være i overensstemmelse med sig selv? Skal det leve med et mærke, som er påført det af andre mennesker på grund af en holdning, som det selv tager stærkt afstand fra?
Sundhedsstyrelsen har ganske vist sagt god for indgrebet, men den har slet ikke forholdt sig til dette betydningsfulde spørgsmål om amputationens etiske aspekt, nemlig krænkelsen. Når der som ovenfor kan fremføres et uomgængeligt argument mod ikke terapeutisk forhudsamputation af umyndige drenge, er dét alene tilstrækkelig grund til, at indgrebene bør stoppes ved hjælp af lovgivningen.
Så hvor længe endnu skal Danmark være et land, der accepterer den slags krænkende handlinger?
NB. Jeg ser frem til at offentliggøre svaret.
Med venlig hilsen,
Ove Møbjerg Kristensen."
Platanvej 7, 6., 27,
1810 Frederiksberg C.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar