Homoseksualitet – et valg?

Homoseksuelle kan naturligvis ikke være tjent med følgende velkendte udtalelse om deres homoseksualitet ”Den homoseksuelle har ikke selv valgt sin seksualitet”. Thi den er en form for undskyldning for deres seksualitet, og gør homoseksualitet til noget, den homoseksuelle er offer for eller ramt af, måske endog en fejl, han ikke kan ”gøre for”. I det følgende vil det fremgå, hvorfor denne opfattelse også er til skade for samfundet i øvrigt.

Primære overvejelser.

Vi kan forestille os en person, Oscar, der er homoseksuel. I stedet for at tilegne sig den lige nævnte ynkelige indstilling som sin selvopfattelse kan Oscar simpelthen kommentere den således:

”Jeg har selv valgt min homoseksualitet. Den er faktisk udtryk for min dybeste vilje.”

Han kan endog insistere og sige:

”Min homoseksualitet Det er mit valg, mit tidsløse valg.”

Mærkværdigt og paradoksalt er det derfor, når en ung homoseksuel mand - i stærk modsætning til eksemplets Oscar - ytrer ønske om at komme af med sin homoseksualitet, at ”helbredes” for den. Han kan ganske vist have fået forklaret, at ”homoseksualitet er forkert”, og han kan have erfaret, at ”homoseksualitet er problematisk” på grund af medborgerens instilling. Men det er at lade sig overtale til at opgive personlige forhold af upersonlige grunde, nemlig andres uvidenhed.

Eksemplets homoseksuelle person Oscar kan tværtimod indse, at hans homoseksuelle indstilling viser ham, at ikke blot har han sin frihed til at have denne indstilling, men han har også en generel frihed til at tænke og skabe. Han kan opleve, at hans homoseksuelle indstilling understreger denne frihed, at den hjælper ham til at føre hans generelle frihed ud i livet, når det gælder mange andre beslutninger.

Hermed er naturligvis ikke sagt, at homoseksuelle a priori er noget særligt, men at de i kraft af deres homoseksualitet har fået en chance foræret, hvis de er konsekvente. Derfor er det paradoksalt, at nogle homoseksuelle er så konforme, som de er, og ikke tager noget vigtigt op i deres liv.

Sekundære overvejelser.

Hvis en heteroseksuel siger til en homoseksuel ”Jeg kan godt tolerere, at du er homoseksuel” og den homoseksuelle person så siger ”Jeg kan så sandelig også godt tolerere, at du er heteroseksuel”, så vil den heteroseksuelle måske lade sin sande indstilling falde igennem og sige ”Hvadbehager? Der er slet ikke noget at tolerere her”.

Tilsvarende forholder det sig, hvis man stiller dem, der har fremført det diskuterede udsagn ”Den homoseksuelle har ikke selv valgt sin seksualitet”, spørgsmålet ”Så har den heteroseksuelle måske heller ikke selv valgt sin seksualitet?”. Thi i så fald kan man erfaringsmæssigt forvente svaret, at heteroseksualiteten er det naturlige, og at den er nødvendig for menneskehedens fortsatte beståen”.

Hertil kan det siges, at der bliver født tilstrækkelig mange til at menneskeheden kan bestå, selv om der er 5, 10 eller 20% af befolkningen, der er homoseksuelle. Hvis dette endeligt skulle være et problem, vil der sikkert være nogle homoseksuelle, der ville forbarme sig. Dette kan understøttes af, at der er rent faktisk mange homoseksuelle, der har fået børn. Det er derfor ikke nødvendigt at vi alle - i princippet nogen overhovedet - er heteroseksuelle for at føre slægten videre.

Det kan indvendes, at den heteroseksuelle tilsvarende kan sige ”Min heteroseksualitet er mit dybeste valg”. Det er sandt nok, men det er lidt nemt, da der ikke er noget mønsterbrydende i dette. Den homoseksuelle springer ud af et mønster og gør det på trods af en undertrykkelse. Denne mulighed er den heteroseksuelle afskåret fra. Friheden viser sig ved at trodse undertrykkelsen.

Konklusion.

De heteroseksuelle burde naturligvis være glade for, at andre mennesker, i kraft af homoseksualitetens manifesterede mulighed, viser os menneskets frihed: Vi behøver ikke at gøre, således som konventionen eller underviseren siger. Vi kan måske gennemskue noget mere end underviseren, der måske er konventionel og ikke videre uselvstændig.

Appendiks.

Når en person siger ”Den homoseksuelle har ikke selv valgt sin seksualitet”, er der ikke kun drilleri at sige ”Så har den ikke-homoseksuelle heller ikke selv valgt at være ikke-homoseksuel”.

Den talende er faktisk logisk forpligtet til at forsvare dette udsagn, hvis han fastholder det første. For hvis en person er ikke-homoseksuel, kunne vedkommende ikke have valgt anderledes, da han kun kan gøre dette ved at vælge at være homoseksuel, hvilket er i modstrid med den første påstand, følge hvilken homoseksualitet ikke er noget, man kan vælge at være. QED.

Her har jeg undgået ordet heteroseksuel da man også kan være ikke-homoseksuel ved at være biseksuel. Den ikke-homoseksuelle har altså stadigvæk et valg, nemlig, mellem at være heteroseksuel og biseksuel. Nu er man heteroseksuel, hvis man kun har lyst til heteroseksuelle forhold, og biseksuel, hvis man både har lyst til homoseksuelle forhold og heteroseksuelle forhold...

Dette ændrer naturligvis ikke noget til fordel for ovenstående standpunkt, ”Den homoseksuelle har ikke selv valgt sin seksualitet”, men gør det blot lidt mere problematisk.