søndag den 13. februar 2022

Kritik af et bidrag af Anne Line Dalsgård vedrørende ikke-terapeutisk forhudsamputation.

Kritik af et bidrag af Anne Line Dalsgård i

”Et undervisnings- og demokratiprojekt for 9.- og 10.-klasser. Tilrettelagt af det etiske råd og børnerådet”.

https://docplayer.dk/4944127-Et-undervisnings-og-demokratiprojekt-for-9-og-10-klasser-tilrettelagt-af-det-etiske-raad-og-boerneraadet.html

 

Kritikken.

Hvem der har ansvaret for udsagnet ’Kodeordet for hende er “at høre til”’ fremgår ikke, men det må være tilrettelæggernes ansvar, da teksten er i tredje person.

Det må observeres, at indledningen er særdeles obskur, mens slutningen indeholder notoriske fejl:

ALD hævder:

”Debatten er lidt afsporet. For man spørger hele tiden om individets rettigheder uden at spørge, hvad der giver mening for det enkelte menneske og former dets liv”.

Den nævnte modstrid mellem de to slags spørgsmål antyder fejlagtigt, at man ikke kan tale om individets rettigheder uden også at tale om, ”hvad der giver mening for det enkelte menneske og former dets liv”.

Men der er ikke nogen modstrid heri, da mennesker har rettigheder, herunder selvbestemmelse, uafhængigt af hvordan de foretrækker at leve.

Det er netop hver enkelt individs ret at leve i henhold til, hvad der har mening for det pågældende individ, for så vidt det ikke generer andre mennesker – og altså også uden at blive påtvunget bestemte livsforhold.

Åbenbart forudsætter ALD, at der er noget bestemt - usagt - som ”giver mening” for det enkelte menneske, og som skal inddrages i debatten. Denne antagelse synes at blive bekræftet sidst i indlægget.

ALD mener, at

”Vi har vænnet os til at tænke på individet som noget, der ikke hører til nogen steder”, men forklarer ikke, hvad hun mener med sin tale om, hvorvidt mennesket ”hører til nogen steder”.

Fakta er, at under alle omstændigheder må mennesket selv bestemme, hvad det vil med sit liv, når det vokser op.

ALD hævder, uden at uddybe det, at det er ”skævt” at forstå ”kroppen som en genstand, vi har ejerskab over”. Det må så her være individet egen krop, hun refererer til.

Hvem der så ”har ejerskab over” den enkeltes krop, forklarer ALD heller ikke. Men hvem andre end individet selv kan have ejerskab over sin egen krop?

-

Hvad angår det acceptable i ikke-terapeutisk forhudsamputation antyder ALD, at det må tages i betragtning, at det er forældrene. der tager initiativet.

Men dette er naturligvis ikke en garanti for, at ”initiativet” er acceptabelt, da der er grænser for, hvad der kan accepteres, at forældrene gør ved deres børn.

ALD modsætter drengeomskæring med kvindeomskæring, som hun karakteriserer som et skadende indgreb, åbenbart i modsætning til drengeomskæring, der nærmest som en kendsgerning ikke behøver begrundelse, hvilket hun opfatter som ”almindelig sund fornuft”.

Det er ganske utroligt, at en antropolog ikke ved, at der findes forskellige grader af kvindeomskæring, og at såkaldt drengeomskæring befinder sig et sted på denne skala, hvorfor drengeomskæring så også bør forbydes - med samme begrundelse som omskæring af kvinder.

Det er åbenbart et argument for drengeomskæring ”at der for disse mennesker er noget betydningsfuldt stort på spil”, hvilket dog ikke uddybes.

Det må bemærkes, at ”disse mennesker” er forældrene, der bruger deres barn som rekvisit til iværksættelsen af dette, som ALD ikke engang sætter ord på.

Derefter antyder ALD igen, at det er et faktum, at drengeomskæring ikke er noget særligt, idet hun fremfører:

”Derfor skal vi tolerere det, når indgrebet trods alt ikke er større, end det er"

- som om dette er en indlysende og almindelig accepteret kendsgerning.

ALD pointerer at ”alle forældre former deres barns liv, og afslutter med følgende eklatante eksempel på en what-aboutism:

”De må for eksempel vælge for deres barn, om det skal spise gulerødder eller chips. Og det er et valg, der former barnets liv langt mere dramatisk end omskæring”.

Tankegangen er åbenbart: ”Vi gør så meget tvivlsomt, hvorfor så ikke omskære?”

Men at forældre begår den fejl at foranstalte ikke-terapeutisk forhudsamputation på umyndige drengebørn kan ikke forsvares med henvisning til andre begåede fejl mod børn.

Thi begrundelsen af, at det er en fejl at begå handlingen A, forsvinder ikke ved, at vi begår en fejl B, der er endnu større.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar